Handbook on European non-discrimination law - European Court of ...

2
Typer af forskelsbehandling og
forsvar
2.1. Indledning
Målet med lovgivningen om ikke‑forskelsbehandling er at give alle fysiske
personer en lige og retfærdig chance for adgang til de muligheder, der er
tilgængelige i et samfund. Vi træffer dagligt valg om spørgsmål som, hvem vi
omgås, hvor vi køber ind, og hvor vi arbejder. Vi foretrækker bestemte ting og
bestemte mennesker frem for andre. Selv om det er almindeligt og normalt at
udtrykke vores subjektive præferencer, kan vi undertiden udøve funktioner, der
sætter os i en overordnet position eller giver os mulighed for at tage beslutninger,
som kan have en direkte indvirkning på andres liv. Vi kan være embedsmænd,
handlende, arbejdsgivere, udlejere eller læger, der bestemmer, hvordan offentlig
myndighed udøves, eller hvordan private varer og tjenesteydelser udbydes. I disse
ikke‑personlige sammenhænge griber lovgivningen om ikke‑forskelsbehandling
ind i de valg, vi foretager, på to måder.
For det første fastsættes det, at personer, der er i samme situation, skal behandles
på samme måde og ikke ringere blot på grund af en bestemt ”beskyttet” egenskab
hos dem. Dette kaldes ”direkte” forskelsbehandling. Direkte forskelsbehandling er
inden for rammerne af EMRK underlagt en generel objektiv mulighed for beretti‑
gelse. I henhold til EU‑retten er mulighederne for forsvar mod direkte forskelsbe‑
handling ret begrænsede.
For det andet fastsættes det i lovgivningen om ikke‑forskelsbehandling, at
personer i forskellige situationer skal behandles forskelligt i den udstrækning, det
er nødvendigt, for at de kan få særlige muligheder på samme grundlag som andre.
Således bør de samme ”beskyttede grunde” tages i betragtning ved gennemførelse
af en bestemt praksis eller indførelse af bestemte regler. Dette kaldes ”indirekte”
21