Handbook on European non-discrimination law - European Court of ...

Typer af forskelsbehandling og forsvar
eksempler fra de sager, der omtales i denne håndbog: at blive nægtet adgang til en
restaurant eller forretning, at få mindre pension eller lavere løn, at blive udsat for
verbale overgreb eller vold, at blive nægtet indrejse ved et kontrolsted, at have en
højere eller lavere pensionsalder, at blive udelukket fra et bestemt erhverv, ikke at
kunne gøre arveret gældende, at være udelukket fra det almindelige uddannelses‑
system, at blive udvist, ikke at måtte bære religiøse symboler og at blive nægtet
eller få tilbagekaldt sociale sikringsydelser.
2.2.2. En sammenligningsgruppe
Ringere behandling vil være relevant for at afgøre, om der foreligger
forskelsbehandling, hvor den er ringere sammenlignet med andre i en lignende si‑
tuation. En påstand om ”lav” løn er ikke en påstand om forskelsbehandling, med‑
mindre det kan påvises, at lønnen er lavere end for en anden person, der er ansat
af samme arbejdsgiver til at udføre en lignende opgave. Derfor er der brug for en
sammenligningsgruppe, dvs. en person i en materielt tilsvarende situation, hvor den
største forskel mellem de to personer er den ”beskyttede grund”. Med andre ord
er det op til den person, der mener sig krænket, at overbevise domstolen om, at
der findes personer, som har fået eller ville få en gunstigere behandling, og at den
eneste forskel mellem dem er den ”beskyttede grund”. De sager, der gennemgås
i denne håndbog, illustrerer, at det ofte ikke er kontroversielt at føre bevis for sam‑
menligningsgruppen, og undertiden vil hverken parterne i tvisten eller domstolen
eksplicit bestride sammenligningsgruppen. Nedenfor følger nogle eksempler på sa‑
ger, hvor det besluttende organ udtrykkeligt rejste spørgsmålet om beviset af sam‑
menligningsgruppen som et problem.
Eksempel: I Moustaquim mod Belgien‑sagen var en marokkansk statsborger
blevet dømt for flere strafbare forhold og skulle derfor udvises. 17 Den
marokkanske statsborger gjorde gældende, at denne udvisningsafgørelse var
forskelsbehandling. Den pågældende påberåbte sig forskelsbehandling på
grundlag af nationalitet og sagde, at belgiske statsborgere ikke bliver udvist
efter en dom for strafbare forhold. ECHR kendte for ret, at han/hun ikke
var i en tilsvarende situation som belgiske statsborgere, eftersom en stat
i henhold til EMRK ikke må udvise sine egne statsborgere. Derfor var hans/
hendes udvisning ikke forskelsbehandling. Skønt ECHR anerkendte, at han/hun
var i en sammenlignelig situation med ikke‑belgiske statsborgere fra andre
17 ECHR, Moustaquim mod Belgien (nr. 12313/86), 18. februar 1991.
23