Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV - til brug i ...

Figur 4.2. Rasteområde for
markfirben. Markfirbenene opholder
sig gerne i områder med lysåben
spredt vegetation af forskellig
højde. Yngle- og rasteområdet
skal desuden give gode muligheder
for solbadning og udrugning
af æg ved solvarmen. Det kan fx
dreje sig om sydvendte skråninger
med bar jord eller sand eller
om solbeskinnede stendiger.
Foto: Kåre Fog.
løbet af sommeren. Derudover benytter markfirben linieformede terrænelementer
såsom vejrabatter, skovbryn, jernbanetraceer, levende hegn,
stengærder o.lign. som spredningskorridorer.
Velegnede områder for større bestande af markfirben er forholdsvis afvekslende
landskaber med solvendte skrænter, løs jord og partier med
ringe eller intet plantedække til æglægning og overvintring. Området
bør have spredt opvækst af lave buske (hedelyng, hvidtjørn, hunderose,
brombær, hybenroser o.lign.) og frodigere partier med kraftigere urtedække
for skjul, fødesøgning og varmeregulering. Sten, grene, træstammer
o.lign. er velegnede som rastesteder og solepladser.
Markfirbenet har en forholdsvis lav spredningsevne, pga. sin størrelse og
bestemte krav til levestedet. Det har desuden stor betydning for spredningen,
at yngle- og rasteområder er tæt forbundet. På velegnede levesteder
er dyrene stedfaste i forhold til deres levested. I den aktive periode
bevæger de fleste individer sig mindre end 100 m væk fra udgangspunktet,
og den højeste konstaterede afstand er ca. 150 m. Derimod kan
der være betydelig afstand mellem sommeropholdsstedet og det sted,
hvor dyrene ligger i vinterdvalen. Det er ikke i praksis muligt at identificere
overvintringsstederne.
På levesteder af ringe kvalitet for arten flytter dyrene sig mere. På sådanne
steder hænder det, at dyrene vandrer 2 til 4 km per år. Den mulige
bestandstæthed på gode levesteder er ofte omkring 10 dyr per 1.000
kvadratmeter. Dyrene lever i kolonier, som sjældent når op over størrelser
på 100 dyr per koloni.
4.1.2 Udbredelse
Markfirbenet lever i Danmark ved nordgrænsen af sit udbredelsesområde.
De danske bestande af markfirben kan opdeles i 2 dele:
Indlandsbestande af markfirben er generelt meget sårbare, da de er udsat
for bestandsopsplitning og isolering samt lokal uddøen pga. ødelæggelse
af levesteder og spredningskorridorer som overdrev, heder, vej- og
baneskråninger og råstofgrave.
107