Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV - til brug i ...

Figur 5.24. Udbredelse af strandtudse
i Danmark efter 1990 i 10 x
10 km UTM-kvadrater (grønne).
Kilde: Pihl m.fl. 2000.
158
stand, dels som følge af jordarbejdet (nedgravede tudser bliver formentligt
kvast), dels ved overkørsel i skumringen og endelig som følge af
ændring af bevoksningen. Strandtudsen overvintrer ved at grave sig 60-
120 cm ned i rasteområdet på ikke-vandlidende arealer.
Yngle- og rasteområder vil normalt være at finde inden for det samme
område, da strandtudsen normalt ikke vandrer over vanskeligt fremkommeligt
terræn (Beebee 1996, Denton 1996). I situationer, hvor vandringsruterne
er egnede for arten, kan rasteområderne dog ligge et stykke
fra yngleområdet (Sinsch 1998) og der være vanskelige at identificere.
I områder med midlertidige yngleområder overlapper de udtørrende
ynglesteder med rasteområderne.
5.8.2 Udbredelse
Strandtudsen er i stærk tilbagegang såvel i Danmark som i det øvrige
Europa.
Arten var tidligere vidt udbredt og kunne findes i de fleste egne af landet.
I 1980’erne forsvandt den fra hovedparten af de sidste indlandslokaliteter,
så den i dag kun kendes fra knap 20 indlandslokaliteter, hovedsageligt
i grus- og sandgrave.
Langs den jyske vestkyst findes arten på 20-50 lokaliteter i klitter med
revling, fugtige klitlavninger og våde heder med klokkelyng. I Limfjordsområdet
findes strandtudsen på maksimalt 50 strandengslokaliteter.
Langs de indre danske kystlinjer, langs fjordene og Østersøkysten
findes strandtudse på 40-50 strandengslokaliteter.