Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV - til brug i ...

122
4. Etablering af nye vandhuller, der kan supplere de eksisterende
yngle- og rasteområder og binde disse tættere sammen.
5. Blokering af dræn for at skabe lavvandede vandhuller/oversvømmelser.
6. Etablering af sumpet skov som rasteområde.
7. Etablering af overvintringssteder i form af stendiger, sten og
kvasbunker.
Klokkefrø er afhængig af gode levesteder på land tæt på vandhullerne.
For at arten skal have gavn af nye vandhuller, skal der graves mange
vandhuller nær hinanden, og/eller vandhullerne skal have en bred
sumpet zone og være omgivet af eng eller græsmark.
DNA-analyser har vist, at alle danske bestande har nedsat genetisk variation
i forhold til større bestande i udlandet. Derfor er det vigtigt, at enhver
yderligere indavl undgås, hvilket formentligt kræver en "effektiv
bestandsstørrelse" på mindst ca. 500 dyr. Dette svarer sandsynligvis til
en faktisk bestandsstørrelse på op imod 2.000 voksne dyr. Der er stort set
ingen steder, hvor dette er opnået endnu, men visse steder ser det ud til
at kunne nås. For at det kan lade sig gøre, skal der være tale om et omfattende
habitat-kompleks med yngleområder og flere forskellige rasteområder,
som dyrene kan vandre mellem. Ofte er dyrene ret gamle - 5-15 år
- og vandrer hvert år efter et regelmæssigt mønster.
5.2.6 Eksempler på sager
Eksempel 1 - Udvidelse af campingplads
På en campingplads fandtes et stort vandhul, hvor egnens sidste klokkefrøer
overlevede; men fordi der var udsat fisk, fungerede det ikke som
ynglested længere. Campingpladsens ejer lagde i 1990 en intensivt dyrket
mark på 3 ha ud i græs, der græssedes med fedekvæg. Her blev der
gravet 3 nye vandhuller og klokkefrøbestanden voksede fra 50 til 150
voksne dyr fra 1990 til 1996.
I 1997 havde ejeren brug for at udvide campingpladsen og græsningsområdet
blev indskrænket til 0,5 ha omkring 2 vandhuller. Området blev
nu græsset med får.
Ejeren ønskede det tredje vandhul fyldt op, men der blev givet afslag fra
Fyns Amt, da vandhullet er over 100 kvadratmeter. Vandhullet forblev
ugræsset og gror langsomt til. Fra 1997 til 2000 faldt klokkefrøbestanden
igen til ca. 50 dyr og forblev stabilt på dette antal fra 2000 til 2006. Det
mindre græsningsareal har sandsynligvis haft en skadelig indvirkning
på bestanden.
Campingpladsejerens gode vilje sikrede bestandens overlevelse op gennem
firserne og bestandens vækst i halvfemserne. Det var derfor svært
ikke at imødegå ejerens eneste mulighed for at udvide sin campingplads,
da han fik brug for det i 1997.
Der burde have været etableret 2,5 ha nyt græsningsareal som kompensation
for det tabte. Det er konklusionen af sagsforløbet og bestandssvingningerne.
Området er udpeget som Natura 2000-område for klokkefrø.