4. Elementer HW Gade - NORDISC Music & Text

Stavrim og andre avancerede former
Assonans er det samme som stavrim, fx katten med halen.
Inderrim er et rim inde i en rimet linie, fx Manden og hunden gik en tur,
fik en lur, så fik de frokost hunden og manden.
Sange med rim har mange forskellige former. De følgende eksempler er
fra Ernst von der Recked Danske Verslære. Numrene refererer til kapitel 2
i denne bog, Dansk Verslære.
191. Ved rim forstås en lighed i klang mellem to ord, som kan være
af forskellig natur, idet den lydlige overensstemmelse kan være mere
eller mindre fuldkommen. Efter deres væsen falder rimene derfor i to
hovedgrupper: Bogstavrim og stavelsesrim.
192. Bogstavrimet er af dobbelt art: a) Konsonantrimet, stavrimet
og alliterationen, som er den gotisk-germanske oldtids fælles rimform og
eneste systematisk anvendte, består i overensstemmelsen mellem to ords
begyndelseskonsonanter. Til et korrekt stavrim kræves, at alle
konsonanter, som går forud for hoved vokalen skal stemme overens i
begge ord borg og by, frank og fri, stok og sten, bly og blid er således
rigtige stavrim, men ikke gammen og glæde. Stavrimet må for at være af
virkning falde på betydningsfulde stavelser. Det anvendes tit uvilkårligt,
nogen gange også bevidst og giver rytmen en særegen, kraftfuld
hårdhed.
Den mægtige skildring, hvormed ”Eivind Bolt” slutter skylder stavrimet
ikke så lidt af sin betagende storhed:
Da klang hans lur malmfuld og klar,
Og fjernt fra fjeld kom dybe svar:
Fra huldrens hal lød dværgemål
Som gny af kobber og af stål,
En sælsom sølvglans glimred op
Fra sætervold til fjeldets top,
Og mørke klippers lange rad
Lå dirrende i strålebad. (Welhaven)
De strenge regler for stavrimet overholdes i øvrigt næsten aldrig af vores
digtere, der plejer at nøjes med, at begyndelseskonsonanten stemmer.
Rim som:
Sprang fra dine strenge
Stærke danske toner (Ploug)
er i al deres ukorrekthed ingenlunde uden virkning, - stavrim kan i øvrigt
også dannes af ord med vokalbegyndelse, i så fald skal vokalerne være
forskellige:
Alle i ånder,
Onde og gode (Grundtvig)
143 | E l e m e n t e r