4. Elementer HW Gade - NORDISC Music & Text

på pubberne, studerede han kunst og lagde grunden til sin senere bivirksomhed
som anmelder, forfatter og redaktør.
I 1963 var the Detours begyndt at ændre stil. De var allerede blevet så
store, at de kunne varme op for Rolling Stones. I 1964 blev gruppen
”opdaget” af en ny ungdomsbevægelse, Mods, som de også selv var en
del af. Med jakker syet af det engelske flag, smarte italienske skjorter og
dyre sko, personificerede bandet de unge mods‟ livsstil. I denne periode
blev de bedt af manageren om at ændre navn til ”The High Numbers”
(mods havde ordene ”face” (leder), ”ticket (tilhænger)” og ”numbers”
som slang, jvf. det senere Who album ”Who by Numbers” og sangen ”I‟m
the Face” der er med på ”Odds & Sods”).
I 1964 skiftede bandet dog definitivt navn til ”The Who”. De havde også
definitivt skiftet stil. Nu spillede Pete heavy guitar, John var gået over til
mindst lige så heavy bas, og Roger Daltrey havde smidt sin guitar og var
nu udelukkende sanger. Og vi må endelig ikke glemme den fjerde mand,
Keith Moon, der kom med i bandet samme år. Han var et blændende
talent på trommer og gav the Who den rytmiske råstyrke, der sammen
med Johns fantastiske basspil, Petes sange og guitar samt Rogers smukke
stemme skabte gruppens originale og fængende lyd. Original og original?
Ja, selvom det var the Kinks, der var faddere til heavy musikken via
nummeret ”You Really got Me”, var the Who sandelig nogle dygtige – og
larmende – elever.
Det var tiden, hvor grupperne pludselig selv skulle skrive sangene. Det
var en ubehagelig overraskelse for mange bands, inklusive the
Detours/Who, der udelukkende spillede kopinumre. I slutningen af 1964
blev Pete Townshend tvunget til at skrive nogle originale sange, da den
første pladekontrakt blev indgået. Det var et krav fra pladeselskabet, der
skævede nervøst til konkurrenternes topnavne Beatles og Stones – der i
øvrigt også havde spillet kopinumre, det meste af deres karriere, inden de
blev berømte. Men Townshend viste sig at være en fremragende
sangskriver. De første sange udkom i foråret 1965,”I Can‟t Explain” og
"Anyway, Anyhow, Anywhere", sidstnævnte med guitar feedback, hvilket
var noget helt nyt.
I oktober 1965 udsendtes singlen ”My Generation”, der strøg direkte til en
2. plads på den engelske hitliste. Sidst på året fulgte LP‟en af samme
navn. Også en række af de andre numre fra LP‟en, f.eks. ”The Kids are
alright”, ”La-la-la Lies” og ikke mindst ”A Legal Matter” med Pete
Townshend som forsanger blev udgivet som singler i det første store the
Who år 1965. Året efter kom mesterværket ”Substitute”. Som med the
Kinks blev der længere og længere mellem supersinglerne efter de første
års triumfer. Blandt the Whos bedste singler er foruden de førnævnte ”I‟m
a Boy” fra 1966, ”Pictures of Lily” og ”I can see for Miles” fra 1967, ”The
Seeker” fra 1970 og ”Won‟t get fooled again” og ”Behind Blue Eyes” fra
1971. Sidstnævnte sang er i øvrigt blevet nyindspillet i 2003 af Limp
Bizkit i en stilfærdig og god version.
151 | E l e m e n t e r