4. Elementer HW Gade - NORDISC Music & Text

opmærksom på denne fare og altid stræbe efter en simpel og naturlig
form, - noget, som med det stigende forfald i vores versifikation ikke
ænses nutildags, hvor man principløst rimer hvilkesomhelst linier
sammen.
203. Vi har omhandlet rimet som strofisk princip og set, at de to
principper, rytmen og rimet, kunne bringes i strid med hinanden, men det
fremgår af hele vores betragtning, at en sådan virkelig strid aldrig må
finde sted og ikke heller kan det i en velorganiseret strofe; Rimet bør altid
underkaste sig rytmen som dens hovedprincip; det bør overalt kun tjene,
fuldende og berige denne. Måderne hvorpå dette kan ske, er klart
angivne: Dets tjeneste og fuldendelse består i at sammenknytte parallelle
afsnit, såvel mindre som større. På denne måde virker navnlig enderimet,
også mellem kæderimet; dens berigelse består dels i de rigtige
forstærkninger, som bevirkes ved enderimet, dels i udsmykningen af de
mindste led, som bevirkes ved binde- og midterrimet. At disse to sidste
rimformer indenfor versliniens begrænsning engang i mellem skaber
mindre rytmiske helheder, er i sin orden, da rytmen ved deres rigtige
anvendelse intet lider. Ligeledes er det indlysende, at deres
gennemførelse, som vi har set eksempler på i 162, anmærkning 2, 164,
anmærkning, sidste eksempel og massevis i 174 og 178, gør skrivemåden
som lang- eller kortlinier vilkårlig.
204. Det kan engang i mellem have sin vanskelighed at erkende
rimenes og strofens rette væsen. Hvor man mellem lutter længere linier
finder enkelte korte liniepar, kan man være sikker på at finde binderim;
man foretager derfor overalt en reduktion af samtlige sådanne liniepar til
langlinier (også med to linier af tre, hvor de forekommer; det ene vil da
vise sig som indskud) og strofens organiske bygning vil da, hvor en sådan
forefindes, hurtigt falde i øjnene.
205. Af praktiske hensyn, som bør iagttages ved rimenes brug,
fortjener at anføres, at der mellem to sammenhørende rimlinier højst bør
indskydes to fra dem forskellige rimsystemer, der i så fald helst bør have
andre udgange. I det hele bør antallet af linier, som adskiller to sådanne
rim, aldrig være over fire; i modsat fald ville rimene vanskeligt høres.
Tillige bør man altid og særligt i slige tilfælde vogte sig for, at de
forskellige rim danner indbyrdes assonanser, da de i så fald ikke skiller sig
tilbørlig ud fra hinanden; uheldige er derfor rimene i Oehlenschlägers
under 200, slutningen, anførte strofe med rimene daler-iler-smiler-taler.
206. En udvikling af rimets æstetiske principper hører nærmere
hjemme i en poetik end i en metrik; her skulle derfor kun gives nogle
flygtige antydninger desangående. Hvad der forårsager det forskellige i
totalkarakteren imellem den rimede og urimede diktion, er navnlig de
ideassociationer, som uundgåeligt trænger sig på for en versifikator under
hans/hendes søgen efter rim; af den grund bliver de rimede digte i det
hele mere farve- og billedrige, mere fulde af overraskende og slående
vendinger, af gnistrende tankelyn og åndfulde sidebemærkninger; de
urimede har mere deres fortrin i tankens klare udvikling og sikre
148 | E l e m e n t e r