Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

uundgåelig og vedvarende, ser Goffman processen som mere afgrænset.
Såfremt spillet ikke skal blive stigmatiserende, kræver det dog ifølge Goffman,
at der eksisterer en ligeværdighed i spillet, samt at de forskellige roller
og spil kan træde i karakter. Ølgaard tolker Goffmans forståelse af ligeværdighed
i spillet på følgende måde:“Når mennesker mødes, må de have lejlighed
til … at give udtryk for, hvad de også er uden for mødet” (Ølgaard,
1975: 57). Det er på den undersøgte institution vanskeligt at tale om en
ligeværdighed, alene af den grund, at der blandt forældrene eksisterer en
latent angst for personalets vurderinger af deres forældreevne. Desuden kan
det være vanskeligt for klienterne at få lov til at vise andre roller, idet rytmen
på døgninstitutioner og i forvaltninger er meget fast, og idet beboernes
netværk og øvrige kontekst (hvor andre roller spilles og hvor samme
rolle spilles anderledes) ikke indgår i arbejdet og vurderingen. Det er således
vanskeligt for socialarbejderne at se, hvordan klienterne vil spille forældrerollen
i en anden sammenhæng og vanskeligt at se forældrene spille rollen
som ven, søster, nabo, arbejdskammerat m.v.. – at se hvad de også er
uden for institutionen.
Den kontakt, som synes at være afgørende for at ændre ved magtfordelingen,er
ikke ubekendt for socialarbejderne,men der er tegn på,at socialarbejderne
har forskellige opfattelser af, hvad det kræver at indgå i tætte relationer
til klienterne. Nogle peger på, at det er nødvendigt at “give af sig
selv”,som denne socialarbejder på institutionen udtaler det:
Man er nødt til at gå ind i nogle ting, som faktisk er meget privat og personligt.
I forhold til opdragelse for eksempel … man kan ligesom have en
kort periode, hvor man kan få snakket med dem [forældrene], og dels at
man er interesseret i dem, og har lyst til at høre lidt om, hvem de er …
hvorfor de nu er her, og hvordan de har levet deres liv osv. Altså sådan
noget personligt, og også selv, måske give lidt af sig selv i forhold til
hvem, jeg er som person (Uggerhøj, 2000).
En anden socialarbejder på samme institution fremhæver, at det ikke er
muligt at agere “ægte personligt”,fordi beboerne ikke er selvvalgte personlige
venner,men dele af den professionelle opgave:
100
Altså, så med fare for at sige, jeg er en kold skid, så vil jeg sige:‘Jeg er altid
professionel’. Eller prøver at være det. Når jeg giver dem nærhed eller
tæthed, så er jeg også professionel. Og det mener jeg faktisk ikke behøver
at fremstå koldt. Men selvfølgelig får de noget af mig, af min person, men
jeg har nogle … nogle grænser for, hvad de får. Og jeg giver dem ikke