Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

gevel ikke dur til noget, kan man også sætte spørgsmålstegn ved autonomien.Autonome
valg må forstås som velinformerede og velovervejede valg. I
den udvidede udgave skal staten derfor ikke undlade at blande sig, men
aktivt fremme alle borgeres lige muligheder for autonomt at vælge deres
eget livsprojekt ud fra egne værdier. Det betyder også,at staten skal forsyne
den enkelte med de ressourcer,han har brug for til at realisere dette – i princippet
ligegyldigt hvor “afvigende”det er.Anførselstegnene angiver,at afvigelse
– principielt – ikke er et relevant begreb under autonomiprincippet.I
sin yderste konsekvens fører dette princip til en grænseløs vækst i borgernes
krav over for staten.Her støder man derfor på en af de iboende modsigelser i
dette princip:Medmindre alle har ret til alt,hvad de ønsker, for at realisere,
hvad de selv finder er “det gode liv”, så må der nødvendigvis defineres
grænser og normalitetsstandarder. Det indebærer stillingtagen til,at nogle
værdier er bedre og bør fremmes frem for andre.
Autonomiprincippet – i den udvidede forståelse af statens neutralitet –
indeholder også en anden væsentlig indbygget modsigelse:Opgaven med at
fremme den enkeltes autonomi indeholder jo samtidig en benægtelse af
denne persons autonomi. Dels sætter man dermed tvivl ved demokratiets
grundlag.Dels må nogle – i min sammenhæng den sagsbehandler, der konkret
møder klienten – vurdere og beslutte, om klientens valg af livsprojekt,
hans holdninger og værdier, er udtryk for autonomi, eller om der skal
iværksættes foranstaltninger,der kan fremme den.Den vurdering kan næppe
foretages uden stillingtagen til forskellige værdier. Hertil kommer, at
autonomi også handler om personens selvopfattelse og forhold til omgivelserne.Autonome
valg handler ikke kun om,hvad man har lyst til,men også
om, hvad man kan. De forudsætter realisme både i forhold til personens
egne forudsætninger og i forhold til virkelighedens politiske og materielle
rammer. Der er ikke så meget autonomi i at ønske sig et job, som man ikke
har evner til at klare,eller som ikke er noget,der findes,eller der er brug for.
Aktivlinjens autonomi- og identitetsstyrkende sigte er udtryk for dette
princip.Tvangen kan begrundes med muligheden for at sikre,at den enkelte
får et tilstrækkeligt grundlag til at kunne foretage et velinformeret og velovervejet
valg.Det kan være i form af uddannelse og/eller muligheder for at
få erfaringer og afprøve sig selv i praksis på forskellige områder. Herudover
kan den alene begrundes som et forhold, der vedrører virkelighedens rammer
i form af en modydelse,som det givne politiske flertal p.t.har besluttet.
En meget afgørende forskel fra det kommunitære princip er, at bevisbyrden
efter autonomiprincippet ligger hos den statslige myndighed. Denne
39