Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Hende her, hun bagatelliserede mange ting … Hun hørte ærlig talt ikke
efter, når jeg sagde noget til hende, og så tog hun beslutninger hen over
hovedet på mig … Jeg synes, hun umyndiggjorde mig.
Jeg har sådan ét eller andet med, at når de begynder at rode i kalenderen
eller rulle med kuglepennen eller kigge ud af vinduet … så skal jeg til at
skynde mig lidt.
Sagsbehandler og klient skal altså ikke være bonkammerater, men et
klem på armen eller klap på skulderen varmer også … Men det er også
det nærmeste, vi kan komme og skal komme.
Menneskelighed er ifølge familierne at kunne snakke om både problemer
og“alt mellem himmel og jord”– det vil sige sidde og sludre,før og efter det
alvorlige drøftes og derved give plads til hygge samt til forespørgsler, man
som klient er bange for kan virke irrelevante. Menneskelighed er også at
kunne grine,være gal og glad,at tale forståeligt og ligetil,og at socialarbejderen
løfter en flig af sit eget liv.Disse ønsker eksemplificeres af følgende udtalelser
(Uggerhøj, 1995):
De dér sagsbehandlere … når de taler til os, så er det ligesom overbærende,
ligesom om de har en stemmeføring, som om de vil smigre sig ind,
prøve på at virke troværdige. Men jo mere de prøver på at være troværdige,
jo mindre er de det. Og så snakker de nedladende til folk.
Det bedste ved en sagsbehandler er, at hun giver sig tid til én, måske
også giver lidt af sig selv, i stedet for bare at sidde.
Ærlighed er ifølge familierne at formulere forvaltningens vurderinger af
familien og problemerne klart og at klargøre forvaltningens holdning til
eventuelle planer om fjernelse af børnene – idet angsten for fjernelse af børn
latent var til stede hos næsten samtlige familier. Ærlighed kan også bestå i at
tage stilling og vise sin egen holdning som rådgiver. Ønskerne fremgår af
følgende (Uggerhøj, 1995):
De siger ingenting. Det er ikke sådan, at de kommer med noget konkret
og siger, at de tror, at der er noget galt. Det er sådan, ligesom vi er ude i
kulisserne hele tiden. Du får ikke noget at vide om, hvad problemerne er,
hvis der er nogle problemer. Det siger de ikke noget om.
Mange gange har jeg følt, at hun har truet med at fjerne børnene, hvor
hun bare ikke har sagt det direkte … Det synes jeg er ubehageligt. Så vil
jeg hellere have haft, at hun havde sagt:‘Sådan, bette venner! – og hvis du
ikke gør, som vi siger, så ryger børnene altså’. Så ved jeg lige præcis, hvad
jeg har at rette mig efter. Det havde jeg ikke på den anden måde … Jeg
følte mig virkelig umyndiggjort.
85