Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

at udløse foranstaltninger.I stedet gør de “det næstbedste”,de anvender kulturelle
og moralske kategorier til at afgøre, om forældrenes livsførelse ser så
normal ud,at det må formodes,at de kan opdrage børn efter normale standarder.
Derved bliver barnet heller ikke nødvendigt for sagsbehandlingen,
men en baggrundsfigur i konstruktionen af forældrenes moralske habitus.
Empiriske studier giver dog et argument for, at det almene kulturelle og
moralske islæt kan forstås som havende en “fornuftig” organisatorisk
begrundelse.Det er pålagt børneforsorgen både at beskytte børn,at normalisere
familiemedlemmernes afvigende adfærd,og at argumentere for alternative
opvækstmiljøer for børnene, hvis en normalisering i hjemmet ikke
anses for mulig. Der skal argumenteres for massive konflikter og afvigelser,
hvis de mere indgribende foranstaltninger skal udløses og kunne holde på
efterfølgende beslutningsniveauer.
Bedømmelser af hvilke børn,der er risikobørn og har behov for særlig
støtte, ser ud til i vid udstrækning at hvile på en kulturelt forankret og
moralsk diskurs eller kundskabsproduktion i socialforvaltningerne.At denne
diskurs ikke er kønsneutral (Ericsson, 1996),klasseneutral (Hessle, 1988),
eller etnisk neutral (Thorpe, 1994),peger flere forskere på.
En kulturel og moralsk vidensproduktion om klienter,der har som konsekvens,at
familier kan rangordnes på en skala fra normale til afvigende,svarer
til hvad Foucault (1975) kalder disciplinær magt.Der skabes en organisatorisk
diskurs og viden,som differentierer og adskiller familierne og foranlediger,
at normalisering med de til rådighed stående midler sættes i gang over
for de familier, som ikke holder normal standard.I Foucaults tankeunivers
ville der også være tale om disciplinær magt,hvis denne differentiering gennemførtes
på grundlag af den til enhver tid bedste tilgængelige videnskabelige
kundskab om,hvad der skader børn.Selve den stadige kundskabsproduktion
(videnskabelig eller ikke) om menneskers afvigelser fra en norm og
de behandlingsmæssige bestræbelser på at normalisere, integrere, og
behandle de afvigende er kernen i den disciplinære magt. Børneforsorgen
bygger på det fundament,at man faktisk med en eller anden kundskabsforankret
sikkerhed kan identificere de børn, der er eller vil blive skadede i
deres udvikling af forældres handlinger eller undladelser. Empirisk forskning
om børneforsorgen tyder imidlertid på,at sorteringen af risikobørn i
højere grad bygger på dominerende normative forestillinger om,hvordan
moderskab/forældreskab bør udfoldes, og på individuelle moralske præferencer,
der yderligere viser sig at variere fra socialarbejder til socialarbejder
(Östberg,Milton &Wåhlander, 1999).
138