Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

oplysningsgrundlag, jf. ovenfor, ikke spiller nogen nævneværdig rolle for
vurderingerne. Dog med undtagelse af helbredsforhold, som naturligvis
indgår i bedømmelsen af, hvad klienterne kan og ikke kan – mest i forhold
til,hvilken aktivering de kan deltage i.
Det man til gengæld kan konstatere ud fra analyserne af forhandlingsprocesserne
i samtalerne er, at viljen og evnerne vurderes i et tæt samspil med
hinanden.Vurderingen af evnerne bruges i høj grad til at vurdere viljen.
Hvis sagsbehandleren vurderer,at klienten ikke har de begrænsninger (f.eks.
dårlig ryg el. lign.), som han måske selv mener, konkluderer hun, at han
mangler viljen.Og omvendt:Hvis hun vurderer,at begrænsningerne reelt er
store,vurderes viljen som høj.
I løbet af samtalen med Jette sker der f.eks.det,at sagsbehandleren beslutter
at acceptere Jettes sygdom som en reel forhindring af hendes evner i
nogle måneder (bl.a.fordi det viser sig,at der først er plads på det køkkenkursus,
Jette ønsker, på det tidspunkt). Det medfører, at sagsbehandleren
samtidig ændrer sin vurdering af Jettes vilje, sådan at hun nu finder viljen
høj.Samtalen skifter herefter karakter til næsten hygge og god stemning.
Vurderingerne fungerer på denne måde nærmest som en slags vægtstangsprincip,
som gælder, når påvirkningen går fra vurdering af evnerne til vurdering
af viljen.Det rejser jo imidlertid spørgsmålet om,i hvilken grad både
vilje og evner reelt bliver afklaret? Og hænger menneskers vilje og kunnen
så entydigt sammen – som et enten-eller? Kan man eventuelt både have så
ondt i ryggen,som man siger, selvom der ikke lægeligt er objektive fund, og
alligevel have viljen?
Når påvirkningen i stedet går den anden vej, d.v.s. tager udgangspunkt i
vurdering af viljen,gælder der ikke det samme vægtstangsprincip.Her viser
sig imidlertid et andet interessant træk: I de tilfælde hvor sagsbehandleren
vurderer,at klientens vilje er høj,så får klienten sit eget billede accepteret af
sagsbehandleren,også hvor det ikke var hendes udgangspunkt ved starten af
samtalen. Omvendt hvis hun vurderer viljen som lav. I så fald fortolker og
vurderer sagsbehandleren egenhændigt på trods af det selvbillede, klienten
præsenterer. Man kan altså konkludere, at brugerindflydelsen på det offentliges
billede af én selv afhænger af, om man formår at løfte bevisbyrden for,
at man bekender sig til det rigtige moralske værdigrundlag.
Samtidig løfter sagsbehandlerne ikke selv bevisbyrden for deres myndighedsudøvelse.
Ligesom vurderingerne af viljen aldrig ekspliciteres,bliver
også vurderingerne af evnerne i vidt omfang holdt på et implicit niveau som
følge af det tætte samspil. Det betyder, at klientens situation ikke i tilstræk-
51