Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

dem,der har magten – og vice versa: Viden giver magt,fordi den hævder at
sidde inde med “sandheden”. Stræben efter viden er i realiteten også en
stræben efter magt. Foucaults overvejelser over magt og viden bygger bl.a.
på kategorien “den anden”.“Den anden”refererer til den,der er udelukket
fra at bidrage til de dominerende diskurser,den der ikke har “ret”til at kommentere
(Foucault, 1980).“Den anden”er samtidig objekt for diskurserne.
“Den anden”er den,der beskrives af eksperterne,den hvis identitet,der ofte
er en identitet som afviger, er dannet ud fra eksperternes viden og sandheder.
Foucault viser, hvorledes socialt afvigende identiteter som f.eks.kriminelle,
psykisk syge og homoseksuelle er resultatet af historiske processer i
sammenfletningen af viden og magt (Foucault, 1978).Disse sociale identiteter
er blevet konstrueret som det modsatte af normalitet.Forestillingen om
det anderledes er direkte afhængig af et normalitetsbegreb, og omvendt:
forestillingen om det normale udsondres ved,at man udpeger det unormale
– dette er et væsentligt tema i Foucaults arbejde.
Et andet begreb i Foucaults magtanalyser er hans koncept om “sandhedsregimer”,
dvs. systemer og processer, som differentierer sande diskurser fra
falske (Foucault, 1980).Visse diskurser fortrænger andre, som langsomt glider
bort.Visse definitioner af, hvad sociale problemer er, opnår status af at
være selv-indlysende sandheder.Visse kategorier af borgere synes at være
naturlige målgrupper. Disse sandheder bliver institutionaliseret og reproduceret
i de uddannelser, der er forbundet med området og igennem forskning,
kursuslitteratur og håndbøger.Vigtige redskaber i sandhedsregimerne
er de registrerings- og katalogiseringsteknikker, som klienterne udsættes
for: Journaler, rapporter, mødereferater, straffeattester, anamneser, handlingsplaner
og statistikker bidrager til at rubricere klienten som social afviger
samtidig med, at de bekræfter de involverede eksperters professionelle
status.
Forskning i socialt arbejde har påvist,hvorledes mødet mellem klienten og
socialrådgiveren ofte bliver til et møde mellem et tilfælde eller en sag og en
administrator (Salonen, 1998).Det vil sige,at klienternes individuelle karakteristika
og specielle livssituation forsvinder ind i de generelle administrative
problemkategorier,som socialforvaltningen opererer med.Udgangspunktet
for hjælpen eller støtten bliver altså ikke klienternes selvoplevede behov,
men de tilbud,som forvaltningen råder over.Socialforvaltningen konstruerer
sine tilfælde ved at fokusere skarpt på de aspekter af klienternes liv, der
passer ind i forvaltningens sandhedsregime og administrative kategorier og
ved at udgrænse andre aspekter. De enkelte klienter presses ind i generelle
13