Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

slutning fra myndige og frie borgere, bliver ikke stillet i disse analyser. For
Bourdieu er legitimitet så at sige ikke en “legitim” legitimitet, men snarere
den mest radikale måde at styrke magten på ved at have staten i ryggen.(Det
må dog indskydes, at Bourdieu (1999) i sin seneste produktion meget konkret
understreger statens centrale rolle i bekæmpelsen af marginalisering og
udstødning).Heroverfor kan man anføre,at hvis man vil undgå analyser,hvis
pointe er,at alle sociale relationer er udtryk for magt,må man have et kriterium
om, hvilke magtformer, der er legitime, og hvilke der ikke er det.
Sådanne kriterier tilbydes der ikke i de teoretiske perspektiver, der er
anvendt her.
Anvendelse af Bourdieus betragtninger om symbolsk vold, der beskriver
hvordan dominerede grupper villigt overtager de dominerende gruppers
syn,kan føre til en tendens til at overdrive hvor stærkt socialiserede,klienterne
bliver i deres møde med “systemet”. Der er en fare for at komme til at
operere med en “oversocialiseret” menneskeopfattelse (Wrong, 1961).
Bogens analyser indeholder imidlertid mange eksempler, der peger på, at
klienter vedblivende indtager en skeptisk,modvillig eller ligefrem kritisk
indstilling til den behandling,de gives.I denne forbindelse synes Goffmans
perspektiv på mødet, hvor det ses som et spil mellem socialarbejder og klient,i
højere grad at fastholde et råderum for klienterne. I Goffmans perspektiv
er der i mødet tale om et interaktionsspil, hvor f.eks. det “at vide,
hvad man skal sige”er én blandt flere muligheder.Ligesom systemrepræsentanterne
kan klienterne altså forstås som rationelle eller strategisk handlende
individer,der søger at optimere situationen for sig selv.
En vigtig pointe i inddragelse af et Bourdieu-perspektiv på mødet mellem
system og klient består i,at denne relation ses i lyset af det mere omfattende
sociale rum,som de berørte personer befinder sig i.I denne forbindelse kan
det magtfulde møde ses som en af de institutioner i samfundet, som reproducerer
samfundets ulighed med hensyn til økonomiske,kulturelle og symbolske
ressourcer. Det er ikke mindst en institution,hvor den relative “værdifuldhed”af
forskellige sociale gruppers kulturelle habitus bliver fastholdt
og reproduceret.
En tilsvarende central pointe i en Foucault-inspireret tilgang til det magtfulde
møde er,at den forsøger at identificere bagvedliggende,mere overordnede
magtstrategier eller magtintentioner, der præger en bestemt form for
styringsrationalitet (”governmentalitet”).Analyser af styringsrationaliteter
foregiver ikke at beskrive,hvad der “faktisk”foregår.Når man f.eks.taler om
en normaliseringsmagt eller en pastoralmagt,ligger der heri en bestræbelse
195