Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Idet disse principper producerer begreber, producerer de både de grupper,
som producerer dem, og de grupper de produceres mod. Stridens
æble i kampen om den sociale verdens mening er magten over de klassifikationsskemaer
og det klassifikationssystem, som ligger bag forestillingerne om forskellige
grupper – og dermed også bag mobiliseringen eller demobiliseringen
af dem (Bourdieu, 1995: 237-238, vores kursivering.)
I denne kamp indgår der efter Bourdieus opfattelse anvendelse af symbolsk
vold i forbindelse med de klassificeredes accept af “den sociale verdens
påbud”(Bourdieu, 1997).Der er dermed tale om en underkastelse under
det,Bourdieu kalder doxa,som er “en ortodoksi,det rette og rigtige syn,det
herskende syn,som alene har tvunget sig frem gennem kampe mod rivaliserende
syn”(Bourdieu, 1996: 70-72).Denne doxa binder os gennem alle slags
ubevidste bånd til den etablerede orden.
Bourdieus begreb doxa har klare paralleller til Michael Foucaults begreb
om “sandhedsregimer”(Foucault, 1994). For Foucault er sandhedsregimer
de herskende eller dominerende syn og opfattelser,der er i stadig kamp med
rivaliserende syn og opfattelser,og som vedrører forskellige samfundsmæssige
eller sociale fænomener og problemstillinger. Foucault (1975) afdækker
f.eks.sandhedsregimet i forhold til fængselsafstraffelse, hvor organiseringen
af fængselsvæsenet bliver en vigtig bestanddel i samfundets måde at organisere
magt på.Denne dominans fremmer og støtter sig på særlige former for
disciplinering,hvortil der er knyttet en række teknikker. Det er teknikker,
som ikke kun gør sig gældende inden for fængselsvæsenet, men også på
f.eks.skoler,militærinstitutioner,hospitaler og – som vi vender tilbage til – i
socialforvaltninger.De gør sig heller ikke kun gældende på én lokalitet og er
ikke styret af en central institution.Disciplineringen udspiller sig overalt og
hele tiden,og rummer en mængde forskellige teknikker,som Foucault også
kalder magtens mikrofysik:
Det drejer sig altid om meget minutiøst udformede teknikker, ofte uendeligt
begrænsede, men de savner ikke betydning: de definerer politisk
ned i mindste detalje en bestemt måde at underlægge sig kroppene på; en
ny magtens ‘mikrofysik’ (Foucault, 1975: 163).
Men selvom disciplineringen er udtryk for magtens måde at underkaste sig
individerne på, er den samtidig også en produktiv kraft. Den skaber synlige
resultater og relationer mellem individer. Magtens produktive kraft er et
resultat af kampe om ord og viden,som hele tiden er til stede,og hvis resultater
vi ikke kan frigøre os fra,men som vi kan forholde os til og – ved at
62