Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

lere rammer,som ændrer ved gamle “sandheder”,kan altså ikke blot sættes i
gang ved at tegne de nye rammer eller ved at påpege mangler og etablere
nye arbejdsredskaber, der dækker disse mangler. Dette kan indebære, at selv
organisationsændringer eller forandringsprojekter, som er ønskværdige for
medarbejderne – endog projekter som medarbejderne har foreslået – kan
risikere at blive modarbejdet af dem selv. I forvaltningsundersøgelsen viste
dette sig eksempelvis ved, at medarbejderne, trods ønske om at anvende
undersøgelsens anbefalinger og resultater til en kvalificering af samarbejdet
med klienterne, ikke var i stand til at ændre og bryde arbejdsrutinerne. Det
fik som konsekvens,at principperne i anbefalingerne i løbet af afprøvningsåret
“løb ud i sandet”.Ved fastholdelse af rutinerne blev den ønskede udvikling
således forhindret.
HJÆLPERENS R OLLESPIL
Forvaltningsundersøgelsen viser,at socialarbejderne foretrækker to grupper
af familier: For det første de mest hjælpeløse familier som efterspørger rådgiverens
talenter,underkaster sig rådgiverens og systemets rammer for hjælp
og er taknemmelige for hjælpen.Og for det andet de velfungerende familier
som “taler på niveau” med rådgiveren, men samtidig underkaster sig rådgiverens
og systemets rammer for hjælp. Derimod har socialarbejderne svært
ved at tackle og kunne lide familier, som modarbejder regler og rammer og
ikke ønsker at være hjælpeløse.
De udtrykte karakteristika vedrørende“ønske-klienten”, som socialarbejderne
fremkommer med,tyder på at være temmelig ubevidste.Ingen socialarbejder
har beskrevet deres “bedste”klient som hjælpeløs og deres “værste”
klient som stærk og modarbejdende. Det er sammenligningen mellem en
række faktorer,som tegner dette billede – eksempelvis beskrivelsen af klientens
baggrund og aktuelle livsvilkår samt rådgivernes angivelse af, hvilke
familier de var glade for/trætte af at samarbejde med.Der er altså ingen tegn
på,at der er tale om en bevidst stillingtagen.Tværtimod lader socialarbejderne
ubevidst til at agere i en rolle,som fastholder magtpositionen og dermed
ulighed i samarbejdet,en rolle som rådgiverne “slet ikke kan lade være med
at påtage sig”,og som i den tyske litteratur er blevet karakteriseret som led i
“hjælpersyndromet”(Schmidbauer, 1986; Bader, 1993).Behovet og trangen
til at hjælpe andre indebærer et “dog/under-dog”forhold,som bliver hæmmende
for et ligeværdigt samarbejde. Schmidbauer (1986: 40) definerer
hjælpersyndromet som“…et forsøg på at tildække det brud mellem offentlig
93