Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

slående træk i Hestbæks (1997) undersøgelse er, at forældre på en række
punkter giver andre svar end socialarbejderne. For eksempel om en undersøgelse
overhovedet har fundet sted,om der foreligger en handleplan m.m.
Dette kan tolkes således,at forældre ikke er centralt placerede i forvaltningernes
forskellige arbejdsfaser omkring anbringelsen af deres børn. I samme
undersøgelse opgiver 1/10 af forældre til frivilligt anbragte børn,at anbringelsen
var pseudo-frivillig,dvs.at de oplevede, at der var tvang i baghånden,
hvis de ikke samtykkede til en frivillig anbringelse.
Resultater fra empiriske undersøgelser er således samstemmende om,at
først og fremmest børn,men også forældre,ikke inddrages i det omfang,som
lovgiver forventer,som hensyn til retssikkerhed og kvalitet i arbejdet tilsiger,
eller som de fleste aktører på arbejdsfeltet kulturelt og ideologisk går ind for.
Dette rejser spørgsmålet om,hvorfor det ikke sker trods bred enighed om,at
det er vigtigt. Forenklet sagt er svaret på spørgsmålet, at børnene ikke er
nødvendige at inddrage for at få gennemført sagsbehandlingen,og at forældrene
kun er det så langt,at man kan vurdere,om de opfylder kulturelle normative
forventninger til forældreskab.Differentieringen mellem normale og
afvigende forældre (og dermed mellem en normal og en afvigende barndom)
kan foregå på baggrund af samfundsmæssigt accepterede stereotypier
om godt og dårligt forældreskab, og disse stereotyper udgør et tilstrækkeligt
organisatorisk grundlag for iværksættelse af indgreb.
Der er altså både tale om en manglende implementering af legale krav,om
forældres oplevelse af pseudo-frivillighed,om børns oplevelse af at være ladt
alene med de store spørgsmålstegn i deres liv, og om kvalitetstabet ved den
manglende involvering af de direkte berørte parter.Men derudover er det et
demokratisk problem,at mennesker, der underlægges nogle af de mest indgribende
foranstaltninger,som kan besluttes administrativt,ikke søges involveret
i alle faser af myndighedernes overvejelser og beslutninger om deres
liv.Det er en illegitim magtudøvelse i en mere åbenlys forstand end den førnævnte
definitionsmagt,der “blot”drejer sig om at besidde tolkningsfordele,
der ligger i at kunne opstille kriterierne for definition og at kunne definere
det afvigende.
EFFEKTER – HJÆLPER INDSATSEN?
Der er indlejret betydelig magt i bemyndigelsen til at påføre mennesker indgreb,
eventuelt mod deres vilje. Dertil kommer, at der eksisterer begrænset
viden om, hvorvidt indgrebene har positive, negative eller neutrale virk-
140