Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

modsatrettede strategier i samtalerne.Vægten på det holdningsændrende sigte,og
det kommunitære princip,med henblik på sikring af et moralsk værdigrundlag
vanskeliggør,at der kan ske en reel afklaring og støtte til udvikling
af autonomi.Samtalerne bliver nemt til et vanskelig håndterbart mummespil
for både sagsbehandlere og klienter,og det bliver uigennemskueligt for klienterne,hvad
der egentlig foregår.Dette bidrager i sig selv til afhængighed og
magtesløshed.Hvor bliver borgernes retssikkerhed af i et sådant system?
Det er vigtigt at understrege, at sagsbehandlernes magt er en legitim magt,
som de har fået tillagt via lovgivningen og den organisation,de er placeret i.
Der er ikke tale om,at de bryder loven.Tværtimod forsøger de – efter bedste
evne – at varetage de opgaver, de er sat til i henhold til lovgivningen. Eftersom
denne lovgivning sigter mod at ramme præcist og i dybden, må en
betragtelig del af magten imidlertid nødvendigvis lægges hos dem, der
møder den enkelte borger. De vurderinger og beslutninger, der skal laves,
kan ikke reguleres med regler.
Ønsket om på én gang at sikre konkrete, individuelle skøn og ensartethed
og retssikkerhed har i 2001 fået Folketinget til at vedtage en detailleret sagsbehandlingsmetode
til vurdering af arbejdsevnen. Hvor meget man end
måtte ønske det,så kan en sådan metodemanual imidlertid ikke løse de problemer,
som min undersøgelse har vist. Selv nok så detaillerede forskrifter
for sagsbehandlingen skaber ikke i sig selv større ensartethed eller ændrer på
magtforholdet.Metodemanualen fastslår f.eks., at klientens motivation skal
vurderes.Men hvad sagsbehandleren bygger sin vurdering på,hvordan hun
tolker oplysningerne og klientens adfærd, og hvordan hun kommunikerer
med ham om dette – ja, det kan nu engang hverken styres med regler eller
manualer.Metodemanualen ophæver ikke mummespillet i samtalerne. Den
ophæver ikke den indbyggede modsigelse.
Det vil fortsat være sagsbehandlerne, der definerer socialpolitikken. De
har mulighed for – og er nødt til – at vælge, hvilken side af modsigelsen de
vil lægge mest vægt på.Med dette valg definerer de samtidig et bestemt forhold
mellem staten og den enkelte borger,og udtrykker et bestemt menneske-
og samfundssyn. Det gør de, hvad enten de er opmærksomme på det
eller ej.
Det er mit indtryk, at sagsbehandlerne ikke er særlig opmærksomme på
dette, og at vægtningen af det kommunitære princip, som er det mest fremherskende
billede i undersøgelsen, ikke er udtryk for særlig bevidste eller
velovervejede valg. Hvorfor de vælger denne vægtning, kan min undersøgelse
ikke besvare. Måske forvalter de først og fremmest ud fra de signaler,
56