Bind 4 - Rosekamp

Brochmand, Jespef. 115
og paastod, at Skriftet intet indeholdt, som stred imod Guds Ord
og den danske Kirkes symbolske Bøger. 1615 tiltraadte Resen
Bispeembedet, og samtidig hermed forfremmedes J. B. til Professor
i Teologi og kreeredes endnu s. A. til Dr. theol. Hans Embedsgerning
blev dog i de første Aar ofte afbrudt af anden Virksomhed.
De Undersøgelser, som stod i Forbindelse med den Kock'ske Sag,
var endnu ikke afsluttede, men rettedes nu imod den fynske Biskop
Hans Knudsen Vcile. 30. Juli 1615 blev der efter kongelig Befaling
nedsat en Kommission, bestaaende af Chr. Friis til Kragerup samt
Professorerne Elias Eisenberg og J. B., der skulde undersøge Biskoppens
Embedsforhold. Forhør afholdtes omkring i Stiftet 1615 og
genoptoges i Kbh. 1616. Sagen endte i Juni s. A. med, at H.
Knudsen som Kalvinist blev dømt fra sit Embede. J. B. optog
derefter for en kort Tid sin Universitetsvirksomhed, men den
afbrødes allerede igen n. A., idet Kongen i Foraaret 1617 udnævnte
ham til Lærer for Tronfølgeren, den unge Prins Christian, dog
saaledes at han skulde vedblive at nyde sin Professorløn, medens
hans Forelæsninger holdtes af en anden teologisk Professor. I de
to følgende Aar opholdt han sig med Prinsen paa Kronborg. I Juni
1620 skulde han have været Universitetets Rektor, men Valget
maatte overføres paa en anden, da han endnu var ved Hove, og
først i Juli s. A. havde han fuldendt sit Hverv og fik 1621 som
Efterløn et Kanonikat i Lunds Domkapitel.
Det var naturligt, at J. B., der nød stor Anseelse som praktisk
Skolemand, blev taget med paa Raad ved de Forhandlinger, der
paa denne Tid førtes om Forbedringer i Skolevæsenet, og Kongen
overdrog ham endogsaa 1622 Udarbejdelsen af en ny Skolebog.
Langt større Betydning fik han dog ved sin akademiske Virksomhed.
Medens J. B. i sine første Professoraar havde været nær
knyttet til H. P. Resen, kom han fra ca. 1616 under stærk Paavirkning
af Holger Rosenkrantz »den Lærde«. De endnu bevarede
Dele af deres omfattende Brevveksling viser, hvor højt J. B. i
disse Aar satte Rosenkrantz, og hvorledes han forelagde denne alle
mulige Tvivlsspørgsmaal til Afgørelse. De vidner tillige om, at
J. B. som ung teologisk Professor langtfra indtog det faste Stade
som siden, — tværtimod var han paa mange Punkter i høj Grad
usikker og famlende. Ogsaa flere af J. B.s Skrifter viser Discipelforholdet
til Rosenkrantz. Navnlig gælder dette hans Sakramentdisputatser
(1619—29), der nøje afspejler Tanker, som var ejendommelige
for det Rosenkrantz'ske System. I øvrigt var det især
ved sin polemiske Virksomhed over for Katolicismen, at J. B.
tjente sine Sporer. Netop i de Aar, da han atter optog sine
8*