Bind 4 - Rosekamp

252
Bruun, M. P.
for Viborg Amts 4. Kreds og derefter paa ny Landstingsmand fra
Jan. 1857 til Juni 1866 for 10. og fra Okt. 1866 til Okt. 1874 for
9. Landstingskreds. Under Oktoberforfatningen var han folkevalgt
Medlem af Rigsraadet og under Novemberforfatningen af
dettes Landsting. Under sin lange parlamentariske Virksomhed
var B. lidet fremtrædende som Taler og Partipolitiker, men skattet
for sin saglige Indsigt og i høj Grad personlig respekteret og afholdt.
Dette gav sig ogsaa Udtryk i, at han 1862 valgtes til Formand
for Landstinget. I denne Stilling gjorde han særdeles god Fyldest
og genvalgtes Aar efter Aar, indtil han 1866 paa Grund afsvækket
Helbred selv ønskede at trække sig tilbage. Hans utrykte Dagbogsoptegnelser
1856—74 (Universitetsbiblioteket) vidner om god Iagttagelsesevne
og sund og rolig Dømmekraft. — Malerier af Constantin
Hansen (Privateje) og posthumt af S. Vermehren (Rigsdagen).
Silhouet 1816. Portrætteret af Constantin Hansen paa
Maleri af den grundlovgivende Rigsforsamling (paa Fr.borg, 1860
—64). Skitsen til Portrættet kopieret af Elise Konstantin-Hansen.
Berl. Tid. 25. Sept. 1884. Dagbl. 26. Sept. s. A. S. Elvius og H. R. Hiort-
Lorenzen: Dsk. patr. Slægter, 1891, S. 56f. Daniel Bruun: Slægts-og Barndomsminder
fra Viborg-Egnen, .9*5, S. 7,-82. ^ Neergaard (C. St. A. Bille).
Bruun, Malthe Conrad (i Frankrig kaldet Malte-Brun), 1775—
1826, Digter, satirisk Forfatter og Geograf. F. 12. Aug. 1775 i
Thisted, d. 14. Dec. 1826 i Paris, begr. sst. (Cimetiére Montparnasse
ou du Sud). Forældre: Justitsraad, Amtsforvalter, senere
Godsejer Adolph Christian B. (1741—1800) og Anna Christine
Hoff (1755—1823). Gift i Paris med Eleonore Victoire Doyet,
f. 22. Okt. 1787 i Bosmont, Aisne, d. 1847 i Chåtillon-sur-Seine,
begr. 20. Aug. s. A. i Paris, D. af Alexis D. og Marie Joseph
Faret (el. Fovet).
B. dimitteredes privat 1790 til Universitetet og tog n. A. Filosofikum.
Embcdsstudium slog han hurtigt af Tankerne. Et ungt
Menneske med hans overordentlige Tilegnelsesevne, Paavirkelighed
og Trang til at vække Opmærksomhed maatte drages ind i
Hovedstadens Litteraturverden paa denne Tid, da den franske
Revolution havde givet yderligere Tilskyndelse til Reformeringsog
Kritiseringslysten, medens Publikums Maalestok for Ydelsernes
Værdi endnu var ret uudviklet. Selv over ældre Publicister kunde
der være saa meget ansvarsløst og naivt, at B.s Grønhed ikke
stod hans Udfoldelse i Vejen. Skæbnesvanger kunde denne Periode
ogsaa blive for en, hvis umiddelbare Dristighed ikke var parret
med fast Mandsmod, fordi Myndighederne stod usikkert og vægel-