Bind 4 - Rosekamp

Brandt, Enevold. 7
B., der var grim af Udseende og kejtet af Væsen, men velbegavet,
havde ingen anden virkelig Ærgerrighed end at spille en Rolle
som Hofmand; som han engang udtrykte det over for Reverdil:
fra sin Ungdom havde han tænkt sig det som den højeste Lykke
at kunne gaa op til Kongen ad den hemmelige Trappe. Og som
det siges med Reverdils egen Karakteristik: »De væsentligste Fordele,
han ønskede af sin Ophøjelse, var at kunne vise sig rigtig
som hjemme ved Hoffet, holde Fester, give Penge ud, have Elskovshistorier
og faa Lejlighed til at give sin onde Tunge dristigt Løb«.
B. var i en sjælden Grad, hvad man tør kalde »letfærdig«, men
nærede dog ogsaa visse Forestillinger om at skulle være med til
at indlede store Fremskridt, en »ny Æra« for Landet. Over for
Struensee, som han skyldte sin Ophøjelse, var han ikke særlig
loyal, men misundelig og tilbøjelig til Intriger.
Det blev B.s særlige Opgave at passe paa Kongen, medens
Struensee optraadte som Landets Regent og var Dronningens
Elsker. Han maatte til Stadighed være Selskabsbroder og Sygevogter
for den sindssyge og ondskabsfulde Christian VIL, en ikke
let eller behagelig Opgave. B. faldt ofte for Fristelsen til at vise
sig mindre hensynsfuld over for »Herrens Salvede«, selv hvor hans
Adfærd i saa Henseende blev iagttaget af andre. Engang i Efteraaret
1771, paa et Tidspunkt, da han i øvrigt havde faaet en
Del af Byrden ved den daglige Omgang med Kongen væltet over
paa Reverdil, forløb han sig slemt. Da Kongen i sin Ondskab
truede ham med Prygl og kastede en Citron efter ham, besluttede
han efter Samraad med Struensee og Dronningen, der begge var
til Stede, at give den afsindige Mand en Lærestreg for Fremtiden.
Han udfordrede ham til et Slagsmaal, hvorunder han fik bidt
ham i Haanden og revet ham paa Halsen; tillige trakterede han
ham med grove Skældsord og Trusler. Alt dette var utvivlsomt at
overtræde Lovens Forbud mod »at laste Kongen til Beskæmmelse«.
Det skulde faa sin grusomme Straf efter Paragraffens strengeste
Ordlyd, ganske uanset, at den almindelige Opfattelse af B. som
Kongens daglige Plageaand i Virkeligheden var forkert.
Ved Statskuppet 17. Jan. 1772 arresteredes B. sammen med
Struensee. Under den følgende Proces mod ham kom den omtalte
Episode til at udgøre Hovedpunktet i Anklagen. Han blev af den
nedsatte Kommission dømt fra Ære, Liv og Gods, til at faa den
højre Haand afhugget før Hovedet, Kroppen parteret og lagt paa
Stejle og Hjul, men Hovedet sat paa en Stage. 28. April 1772
henrettedes han efter denne Dom paa Østerfælled sammen
med Struensee; det var ham, der først besteg Skafottet, og