Bind 4 - Rosekamp

Biilow, F. 399
det B.s utrættelige Omsorg for det heles Vel, der bevirkede, at
hans Afdelinger under den almindelige Forvirring, medens en stor
Del af Tropperne i Uorden strømmede ud af Byen nordpaa, stod
hurtig kampberedt paa Alarmpladserne og straks besatte Højderne
Syd for Byen, saa at den øvrige Hær fik Tid til at ordne sig. Under
Kampen ved Nybøl 28. Maj, da B. var blevet Generalmajor, og
ved Dybbøl 5. Juni var det hans Brigade, der gjorde Udslaget.
Nov. blev han Kommandant paa Als, hvis Besætning forstærkedes
betydeligt for at sikre Øen mod et befrygtet Angreb. Marts
1849, da Hæren deltes i to Armékorps: Nørrejyske og Flankekorpset,
fik B. Kommandoen over dette sidste paa Als, med hvilket
han ved Adsbøl og Arnbøl 3. og 5. April slog Slesvigholstencrne,
ved Ullerup 6. April de hannoveranske og wurttembergske Rigstropper.
Ved General Kroghs Tilbagetræden efter Katastrofen
ved Eckernførde udnævntes B. til Overgeneral; han var fra alle
Sider betegnet som den rette Mand. Efter det uheldige Slag ved
Kolding 23. April tog han Stilling bag Lille Bælt med Fredericia
som Brohoved. Nok havde Krigsminister Hansen gjort B. til
Overgeneral, men han vilde stadig blande sig i Kommandoen;
B. var imidlertid urokkelig overbevist om sin Opfattelses Rigtighed
og rede til fuldt ud at tage sit Ansvar, og han skar gennem alle
Indvendinger og al Modstand fra Ministeren, der skal have givet
de Meza Fuldmagt til at overtage Kommandoen, hvis B. havde
Uheld med sig. Han satte uden Vaklen sin Villie igennem: Udfaldet
fra Fredericia 6. Juli, Sejren, der blev ham til uvisnelig
Hæder, og om hvilken Feltmarskal Moltke senere udtalte, at den
var »strategisk godt indledet og taktisk en glimrende Vaabendaad«.
Med Rette skaffede den B. et udødeligt Navn i Danmarks Historie.
Da Felttoget var forbi og Vaabenhvilen afsluttet, maatte B.
imidlertid nedlægge Kommandoen som syg, og da næste Aars
Felttog begyndte, maatte Hæren forgæves vente paa »Sejrherren
fra Fredcrits«. Overkommandoen blev ham tilbudt, men han
svarede: »at give Hæren en syg General er det samme som at
udsætte den for de største Ulykker«. Hans Søn, der havde været
hans Ordonnansofficer, forblev i samme Stilling hos hans Efterfølger
og holdt ham å jour med, hvad der skete ved Hæren.
Efter Fredericia var han blevet udnævnt til Generalløjtnant og
fik en Dotation paa 20 000 Rdl., men først et Par Aar efter var
han rask nok til at overtage Posten som kommanderende General
i Slesvig. I Flensborg levede han derefter i tre Aar, til han forflyttedes
til Kbh. som kommanderende General i Hærens fornemste
Kommandostilling. 1856 traadte han ud af aktiv Tjeneste og tog