Bind 4 - Rosekamp

Bruun, Camillo. 231
satte han Dumas, Musset m. fl., dernæst skrev han bl. a. »Fra
Vendsyssel, Rejseindtryk og Optegnelser« (1866), en Digtsamling
»Sang og Saga« (1866), »Ved Strand og Klit«, I (1876), »Hvad
Marehalmen fortalte« (1877), »Gjennem Hundrede Aar« (hans
Slægts Historie med gode Bidrag til københavnsk Borgerskabs
Historie) (1879), Vaudevillen »Stop« (opført paa Casino 1866),
»Fjældluren«, Sangdrama, antaget af Det kgl. Teater (1872), endvidere
en Mængde Lejlighedsdigte, novellistiske Skitser, topografiske
Afhandlinger o. s. v. i forskellige Blade og Tidsskrifter som
»Fremtiden«s Nyaarsgaver, »Fædrelandet«, »Nutiden«, Almanakker,
»Nær og fjærn«, »For Idé og Virkelighed«, »Fremtiden«s Rejsehaandbog
o. fl.
Th. Larsen: En Gennembrudstid, II, 1922. Hjørring Amtstidende 7.
Juni ,88 °- C. Klitgaard (Mc. Bøgh).
Bruun, Carl Julius, 1786—1846, Skuespiller. F. 19. Okt. 1786 i
Kbh. (Nic), d. II. Nov. 1846 sst., begr. sst. (Holmens). Forældre:
Professor T. C. B. (s. d.) og Hustru. Ugift.
B. var den bedst begavede Elev i Rahbeks dramatiske Skole,
og i dens Øvelseslokale paa Hofteatret (Teatermuseet) debuterede
han 5. April 1807 som Jocrisse i »Skælmen og Dosmeren«, en
Tosserolle, der straks stillede hans Evner, navnlig hans Udtryk
for hjertevindende Naivetet, i et fordelagtigt Lys. Han var et
Naturtalent af komisk Art, elskværdig og lunerig, med en frodig
Karakteriseringsevne, der paa Nationalscenen, hvor han 1810 blev
kgl. ansat, fik rig Anvendelse i et Repertoire, som navnlig bestod
af opvakte Knøse, Bønder og gamle Mænd, f. Eks. den forslagne
Jakob i »Erasmus Montanus«, den snurrige Invalid Hans Molkus
i »Galningen« og Dalby i Forklædningsstykket »Skuespilleren mod
sin Vilje«, en sand Virtuospræstation. Men B.s store Popularitet,
der skaffede ham Tilnavnet »den guddommelige«, skyldtes især
hans Sangstemme, en høj, ualmindelig indsmigrende Baryton, som
E. Du Puy lærte ham at bruge saaledes, at Tonerne gik Publikum
til Hjertet. For Syngespillet fik B. stor Betydning, og Direktionen
vidnede, at han var Teatret til »Ære, Nytte og Fordel«. Kunzen
skrev Korporal Conrads Parti i »Husarerne paa Frieri« for ham,
og blandt hans andre Succespartier var Rideknægten Lorangc i
»Kærlighedsintrigen i Vinduerne« og navnlig Dandini i »Cendrillon«.
Men just som han stod paa sin glansfulde Højde, brød han sammen,
kun 30 Aar gammel, og forlangte sin Afsked (Aug. 1814). Samtidens
populære Forklaring paa denne pludselige Afslutning af
et ualmindelig lyst Kunstnerliv var en tragisk Kærlighedshistorie,