Bind 4 - Rosekamp

Carstens, Asmus. 551
aabenbar Afhængighed af den store Renæssancekunstner viser Tegningerne
»Lysets Fødsel« og »De syngende Pareer« (begge i Weimar);
en af Figurerne i sidstnævnte Tegning har C. ogsaa udført som
plastisk Figur. Fra de senere Aar af Romopholdet er bl. a. nogle
Tegninger af Homer, der synger for Folket (Weimar), i hvilke
Erindringer om Rafaels Arbejder er tydelige, og den lange Række
af Illustrationer til Argonautersagnet, i Kobberstiksamlingen i
Kbh.; endelig fra den sidste Tid, da han laa syg i Rom, Tegningen
af »Guldalderen« i Thorvaldsens Museum. Det maa endnu
tilføjes, at C.s Tegninger ofte er blevet kopierede, og at derfor
Spørgsmaalet Kopi eller Original ikke sjældent maa overvejes.
Den Opfattelse af O, der hyppigst er kommet til Orde, navnlig
i det anselige Antal Værker om ham af tyske Penne, ser i ham en
Kunstner, der vel savnede Uddannelse og for saa vidt var svag i
»Udførelsen«, men som dog ved sine Kompositioners storladne
Holdning og deres Præg af Fantasi og kraftfuldt Temperament
betød det endelige Omslag ikke alene fra det ældre 18. Aarh.s
Kunst, men ogsaa fra den Overgangsstil og Eklekticisme, der
betegnes med et Navn som Rafael Mengs. Snart lægges da Vægten
paa hans »Klassicisme«, snart, som hos Emil Hannover, paa Fantasielementet,
det, der forbinder ham med den tyske »Sturm und
Drang«. I alle Tilfælde ligger Fernows Biografi og Vurdering som
Grundlaget. En Revision af denne Opfattelse synes dog nødvendig.
Det maa for det første fremhæves, at C.s Betydning i
Kunstens Udvikling aabenbart er blevet i høj Grad overvurderet;
det er sandt nok, at en Kunstner som Thorvaldsen i sin Ungdom
har modtaget Indtryk af C.s Kunst, men lige saa utvivlsomt er
det, at han aldeles ikke kan opfattes som C.s Elev eller som den,
der fortsætter hans Kunst. Og inden for den maleriske Udvikling
gennem det 18. og det 19. Aarh., set i store Træk, har C. kun en
beskeden og afsides Plads. Dernæst maa det fremhæves, at Aarsagen
til denne Overvurdering af C. som Kunstner beror paa en
for den tyske filosofiske Kunstopfattelse karakteristisk Skelnen
mellem det »ideale Indhold« og det, som kaldes Udførelsen, det
manuelle. C. selv har overordentlig bestemt fastslaaet denne
Sondring; ikke alene indrømmer han, at hans Uddannelse er
mangelfuld, ser dog dette som lidet væsentligt for hans egentlige
Arbejde, men han mener i det hele, at Arbejdet med Naturen,
f. Eks. med Modellen, er undværligt, ja skadeligt for den, der vil
skabe en større kompositionel Helhed. Resultatet bliver, at han
arbejder med et ganske konventionelt Formsprog, hentet ud af
Fortidens store Kunst, og i Virkeligheden, saaledes som ogsaa