Bind 4 - Rosekamp

Biilow, F. 397
sendtes ud til Afdelingerne, med Bravur bar i. Livregiments Fane
under Udfaldet fra Kbh. 20. Aug. mod Svanemøllebatteriet. Jan.
1809 afgik han fra Instituttet som Sekondløjtnant. Hans altformaaende
Slægtning, Generaladjudant Frantz B. (s. d.) ønskede
at hjælpe ham frem, men det var ikke for at dyrke Hoflivet, at B.
ønskede at blive Officer. Han foretrak Tjenesten i Geleddet ved
et af de Regimenter, der havde Strandvagt i Nordsjælland. Han,
der 1811 blev Premierløjtnant, fik her gentagne Gange Lejlighed
til at udmærke sig, saaledes da han paa Baade førte sine Jægere
over til den af Englænderne besatte Nekselø og jog Fjenden bort.
Da Hæren fra Sjælland m. m. i Nov. 1813 i Anledning af de
Allieredes Indfald i Holsten skulde trækkes sammen i Sydjylland
og Fyn, fik ogsaa det Regiment, hvorved B. stod, Marchordre.
Med sin Feltvagt tæt ved Cismar i Holsten havde han et rask lille
Sammenstød med en Pulk Kosakker, men kort efter (14. Jan.)
gjorde Freden i Kiel Ende paa Fjendtlighederne. April 1814 afgik
B. med sit Regiment til Rhinen, men allerede midt paa Aarec
vendte Tropperne tilbage. 1815 blev han Stabskaptajn og Forstander
for Regimentets Eksercerskole i Aalborg — fra 1817 i
Kbh. —, 1827 blev han Kompagnichef, 1836 Major.
Opholdet i Kbh. under den lange Fredsperiode indtil 1848 var
ikke efter hans Smag, han var et Friluftsmenneske, der helst levede
paa Landet, og desuden var Livet i Hovedstaden forholdsvis dyrt,
og hans Kaar var kun smaa. Hele sit Liv igennem maatte han
kæmpe med økonomiske Sorger. Den Formue, hans Fader havde
samlet ved at sælge Bøndergodset fra sine Gaarde til fri Ejendom
for Fæsterne, var gaaet tabt i de svære Aar efter 1807. B. var
»altfor villig til at hjælpe andre«, skrev en Kammerat om ham,
»den ene Forpligtelse trak den anden efter sig«. Officersgagen var
yderst ringe, saa at han ikke engang havde Raad til at holde et
selvstændigt Hjem. Hans Hustru og Børn maatte til Stadighed
blive boende i Ubby Præstegaard, hvor B. ogsaa selv tilbragte al
den Tid, han kunde afse fra sin Tjeneste. Først efter 1827 kundehan
forsvare at have sin Familie hos sig. Fra sin tidlige Ungdom
havde han lidt af Gigt, der yderligere forværredes ved Feltlivet,
thi han skaanede aldrig sig selv, om end han søgte at skaane
andre, men naar Anfaldene var ovre, var han atter den livsglade,
muntre Mand, der vandt alle ved sin fordringsløse Jævnhed, sit
lyse Humør, sit Retsind og sit milde, overbærende Livssyn.
Da der ved Hærloven af 1842 bødes de ved Reduktionen afgaaende
Officerer nogenlunde taalelige Vilkaar, tænkte B. sig Muligheden
af at tage sin Afsked, men til al Lykke blev det ikke saaledes,