Bind 4 - Rosekamp

Brorson, Hans Adolph. I8l
»ateistiske, ja antikristiske Sæd«, der især ytrede sig i Fornægtelse
af Kristi Guddom; men vi ser samtidig, at han ikke var i Stand
til at yde noget betydeligt Indlæg mod denne Strømning. Derimod
gjorde han som gammel et nyt Greb i Harpen; det var 70 Salmer,
som Aaret efter hans Død udkom under Titelen »Svane-Sang«
(1765). Disse Salmer staar højt inden for hans Produktion, men
har i øvrigt et noget andet Præg end de tidligere; de er kortere
og mere frie over for den overleverede Salmestil, og medens man
i de ældre mærker Præsten, der vil paavirke andre, er det her
Digterens rent personlige Følelse, som klinger igennem.
Som Digter er B. den fødte Kunstner. Han leger med Versemaalet;
han ryster Rim ud af Ærmet og udstrør et Flor af farverige
Billeder. Medens hans Prosa tit er tung med besværlig, udansk
Sætningsbygning, kort sagt et Barn af den latinske Skole, saa ejer
hans Vers en rindende Lethed og en fuldtonende Sprogklang.
I sine Oversættelser lægger han ganske vist an paa at være tro mod
Originalen, men evner alligevel at omplante de tyske Salmer
saadan, at de føles helt som danske. Samtidig gyder han Gang
paa Gang et forhøjet Skær af Poesi over dem, forløser den fremmede
Digters ufuldbaarne Tanker og maler uklare Billeder op, saa de
staar i lysende Klarhed. Naturligvis er der i saa stort et Forfatterskab
adskilligt, som mangler Inspiration; men netop i en mat,
langtrukken Salme kan der findes enkelte Vers, der hører til de
allerypperste. I Henseende til det religiøse Indhold rummer B.s
Salmer en stor Rigdom. Mest iøjnefaldende er vel nok hans
stærke Virkelighedssans i Synet paa Kristenliv og Menighed: »Skin
uden Kraften er Kirkens største Pest«. Han er Vækkeren, der
angriber de »forhærdede Tidselgemytter« og med Myndighed kalder
Sjælen til Opgør: »Kom Hjerte, tag dit Regnebræt«, »Ak, vidste
du, som gaar i Syndens Lænke«. Han spørger: »Hvo vil med til
Himmerige?« eller: »Hvordan takke vi vor Herre, for han gav
sin Søn herned?« og opstiller sit Enten-eller. Han afslører Faren
ved den ydre Kirkelighed, f. Eks. i Skriftemaalssalmen »O Sjæl,
hvor blev de gode Ord«, og mangen Gang bliver hans Tone haard
og truende, undertiden med Udmaling af Dommens og Helvedes
Gru. Han føler en dyb Harme over for al Halvhed; men samtidig
ejer han en frejdig, jublende Forkyndelse af Guds ufortjente Naade
mod Syndere, f. Eks. i Nytaarssalmen »Nu velan, et frejdigt Mod«
og i »Op, alle Folk paa denne Jord« med de berømte Linier: »Det
Ord om Jesu Død og Blod, det har saa stærk en Tone«. Det er
disse stærke Klange, som giver hans Digtning dens mandige Præg
og dens missionerende Kraft. Fra en noget anden Side ser vi ham,