Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

110
Danmark er overhovedet ikke vågnet op og har fundet ud af,
hvad det er, vi står overfor. Altså, jeg mener, at lille Danmark
bliver taget med bukserne nede over for de problemer, og jeg
mener, at det sociale system spiller fuldstændig fallit.
Argumenterne for at anbringe frivilligt er, at § 40 skal forsøges først;
at det ikke nytter noget at anbringe med tvang, hvis drengen ikke
selv vil være med til det; at drengen er relativt gammel; og at moren
på et tidligere tidspunkt i sagen selv har henvendt sig om hjælp. Der
argumenteres for § 42, hvis ikke drengen og forældrene går med til
en frivillig anbringelse, og fordi der er behov for at beskytte både
drengen selv og hans omgivelser.
I begge vignetter udtrykker mange sagsbehandlere i interviewene
en mistro til, at det kan nytte at gribe ind på tvangsmæssig basis
over for en 15-årig. Over for den etniske minoritetsdreng fører dette
til valg af forebyggende foranstaltninger og til en satsning på en
frivillig anbringelse, for den danske dreng fører det til betoning af
frivillige anbringelser. Her er et eksempel vedrørende den etniske
minoritetsdreng fra en behandlergruppes diskussion:
Interviewer: Hvem ... har tænkt på anbringelse?
Sagsbehandler 1: Jeg tror nok, at jeg har tænkt på det på den
måde, at hvis det er noget, han ønsker – jeg vil altså vende den
helt på hovedet – men ellers så synes jeg, at man skal prøve med
noget forebyggende.
Sagsbehandler 2: Altså, jeg vil også sige, at jeg har kun tænkt i
anbringelse, hvis han vil.
Sagsbehandler 3: Ja, det tror jeg, vi alle sammen har, ikke?
Sagsbehandler 2: Ja, han skal være en del af det.
Sagsbehandler 1: Ja, det er ikke bare det, det er også noget, han
skal udtrykke et direkte ønske om.