Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

Sagsbehandler 2: Hun bakker jo bare faren op, ikke?
(Lidt senere i interviewet)
Sagsbehandler 1: Umiddelbart så ser det da ikke ud, som om
at det er drengen, der er problemet, men at det er forældrene,
der har et problem. Så et eller andet sted, så kunne det da godt
være, at det var muligt, at drengen ikke skulle anbringes uden for
hjemmet, men at faren for eksempel skulle ud af familien. Det er
ham, der slår. Og måske var der nogle ressourcer hos moren, så
det ikke nødvendigvis bliver til en anbringelse.
Sagsbehandler 3: Men lige nu sidder hun jo bare og bakker ham
op og holder det hemmeligt.
Sagsbehandler 1: Men ville du ikke sige til en mor, at du ville
stille hende stolen for døren: “Så må du fandeme af med ham,
der slår dit barn”?
Sagsbehandler 3: Jeg tror slet ikke, jeg ville turde lade drengen
blive hjemme. Hun kunne da lukke ham (= faren, vor tilføjelse)
ind en halv time efter, at jeg var gået ... Hun har slet ikke tænkt
på sit barn, så hvilken sikkerhed har jeg for, at hun ikke lukker
stodderen ind kort efter, at jeg er gået?
Hvad lægger sagsbehandlerne vægt på?
I begge vignetter lægger sagsbehandlerne hyppigst vægt på forældrerelaterede
forhold. Den største andel af sagsbehandlerne hæfter
sig i begge vignetter ved, at der generelt finder mishandling sted.
Desuden hæfter de sig specifikt ved, at barnet lades alene hjemme,
leger ude sent og hyppigt græder. Som nævnt lægges der også vægt
på, at underretteren sandsynligvis er utroværdig. I den etniske minoritetsfamilie
er det desuden næsten halvdelen af sagsbehandlerne,
der lægger vægt på kulturelle faktorer.
Begrundelser, der refererer til barnet, er sjældnere, og de optræder
mest i forbindelse med vignetten om den danske familie. Her begrunder
et stort mindretal generelt deres foranstaltningsvalg med,
135