Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

Fast kontaktperson nævnes primært i forbindelse med de store
drenge. Fast kontaktperson repræsenterer en bestræbelse på, at give
barnet en voksen person, det har tillid til, og som kan være en
prosocial model, der interesserer sig specielt for barnet og kan
vejlede den unge eller barnet bredt om spørgsmål vedrørende dets
hverdagsliv, herunder spørgsmål om uddannelse, arbejde og fritidsliv.
Fast kontaktperson ser ud til at være modstykket til aflastning,
når det drejer sig om store børn.
Familiebehandling spredes lidt ud over samtlige problemstillinger.
Det ser ikke ud, som om sagsbehandlerne differentierer mellem
forskellige problembilleder, når familiebehandling foreslås. Familiebehandling
foreslås til meget forskellige forældregrupper. De fælles
mål med familiebehandling over dette brede spektrum af problemer
er, at man gerne vil påvirke forældrene til det ene eller det andet.
Sagsbehandlerne har en tro på, at familiebehandling er et anvendeligt
middel til at iværksætte alle de forskelligartede påvirkninger,
som sagsbehandlerne forestiller sig kan udvikle forældres forældreevne
i positiv retning. Familiebehandling bruges ligesom flere af de
ovennævnte foranstaltninger også af og til som en diagnostisk test,
der skal afsøge mulighederne for, at barnet kan forblive hjemme.
Valg af anbringelsesmiljøer danner nogle mønstre. Alder er afgørende
for, om sagsbehandlerne tænker i familiepleje eller institutionsanbringelse.
Små og mindre børn (i disse vignetter op til 10-årsalderen)
vil man som udgangspunkt helst anbringe i familiepleje.
“Den almindelige familie”anses som bedst for de mindre børns udviklingsmuligheder.
De store børn vil man anbringe på institution
eller på socialpædagogiske opholdssteder.
Der er en tendens til, at alderskriteriet fraviges, hvis børnene selv har
mærkbare problemer, eller hvis barnet har en symbiotisk tilknytning
til moren. Der er i interviewene en tilbageholdenhed over for at
anbringe selv mindre børn med problemer i familiepleje ud fra
den begrundelse, at almindelige familieplejer ikke kan magte børn
med store problemer. En symbiotisk tilknytning peger for flere sagsbehandlere
i retning af en institutionsanbringelse, idet institutioner
29