Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

variationer i bedømmelser der er legitime i børnearbejdet. En vis
variation er utvivlsomt legitim på et område, der baseres på faglige
skøn. En markant variation i bedømmelserne er imidlertid næppe
ønskværdig i forhold til klienters retssikkerhed; for sagsbehandlerne
der ser ud til at stå relativt alene med svære vurderinger og beslutninger;
eller for kommunernes ledelser der må forvente, at beslutninger
hviler på et visse fælles standarder for, hvad der kvalificerer
til indgribende foranstaltninger. Heller ikke fra en bredere socialpolitisk
synsvinkel kan det være ønskværdigt, at samme familier
bedømmes så uensartet, som tilfældet er. Lovgivningen har dels
som forudsætning, at dens indgrebskriterier kan omsættes på en
nogenlunde entydig måde, dels er det af betydning, at dyre, men
nødvendige, foranstaltninger anvendes, men kun anvendes, når der
er et klart grundlag for at gøre det.
Flere ting af både professionel og organisatorisk karakter springer i
øjnene i gruppeinterviewene. På det professionelle niveau springer
det i øjnene, at den sædvanlige og anerkendte argumentationsform
i sagsbehandlernes diskussioner hviler på individuelle erfaringer og
holdninger, der kan være forskellige fra person til person. Hertil
kommer, at sagsdiskussionerne mere har karakter af en forhandling
om, hvis erfaringer eller holdninger der skal vinde frem, og de
viser, at sagsbehandlerne ikke har en praksis for at udvikle et fælles
vidensgrundlag. I det hele taget er sagsbehandlerne relativt ’kundskabsinaktive’
9) i deres refleksioner. Det viser sig i deres implicitte
og indforståede faglige argumentation, i at mere præcise faglige
begreber sjældent anvendes i analysen af et barns situation, og at
man, hvis dette undtagelsesvist sker, tolker begrebernes betydning
for den situation, der analyseres, forskelligt. Der ser ikke ud til at
være tradition for i fællesskab at finde ud af, hvad man ved om et
givet fænomen, for eksempel om anbringelse er et gode for et barn
9) Udtrykket ’kundskabsinaktive’ stammer fra Bergmark & Lundström
(2000), der har lavet en kvantitativ undersøgelse af svenske sagsbehandleres
kundskabssyn. Af resultaterne fremgår, at sagsbehandlerne anvender
meget lidt af den teoretiske/empiriske ballast, de har med sig fra grunduddannelsen;
de læser sjældent og er ikke klar over, hvor de skal søge
litteratur, der er relevant for deres arbejdsområde. Deres vigtigste kilde til
kundskab er kollegers erfaringer.
171