Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

182
kundskabsgrundlag. Det virker ikke, som om sagsbehandlerne støttes
i en fælles opbygning af erfaringsbaseret viden via organisatoriske
evalueringer af arbejdet, dets problembilleder, indsatser og resultater.
Det virker heller ikke, som om der er organisatoriske tilskyndelser
til og rammer for at være aktivt kundskabssøgende på områder, som
sagsbehandlerne føler sig usikre overfor eller mangler viden om.
Realiteten er imidlertid en stor spredning i vurderinger og foranstaltningsvalg
i forhold til den samme sagsbeskrivelse, som giver
arbejdet et præg af vilkårlighed. Det er ikke vilkårligt i den forstand,
at sagsbehandlerne ikke har gode begrundelse for deres vurderinger
og handlingsvalg, men de hæfter sig ved forskellige ting i (og har
forskellige holdninger til) de komplekse familiesituationer, som de
blev sat til at vurdere. Vilkårligheden refererer til, at samme familie
kan få forskellig behandling i samme socialforvaltning ved at gå ind
ad forskellige kontordøre. Kompleksiteten i gråzonesager kan ikke
reduceres, familierne kan ikke forenkles, og der vil næsten altid
være et grundlag for tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
Så det er andre veje, man må gå, hvis vilkårligheden set fra et
klientsynspunkt skal begrænses og vurderinger og handlingsforslag
skal gøres mere ensartede. En vej er bedre uddannelse og mere
systematisk forskningsformidling i en oversigtlig og lettilgængelig
form. En anden vej er lokalt at skabe fora, der fremmer kundskabssøgen
og vidensudvikling. En tredje vej er metodeudvikling, der
sigter på at skærpe sagsbehandlernes kritiske analyse af børns situation.
En fjerde vej er at satse på opbygning af organisatoriske
dokumentationssystemer, der muliggør faglig erfaringsopsamling og
evaluering lokalt. Socialforvaltningsorganisationen har utvivlsomt
en stor rolle at spille i disse udviklinger. Jo tættere udviklingsfora,
metodeudvikling og erfaringsopsamling ligger på den daglige praksis,
jo mere engagerende vil det sandsynligvis være for sagsbehandlerne,
og jo mere gennemslagskraft kan det få.
Afslutningsvis skal det understreges, at fokus i denne undersøgelse er
på sagsbehandlernes vurderinger og foranstaltningsvalg i børnesager,
der kan vække tvivl om, hvorvidt barnets udvikling kan støttes
via forebyggende foranstaltninger eller kræver en anbringelse uden
for hjemmet. Fokus er ikke på den indflydelsesrige kontekst, som