Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

94
Sagsbehandler 3: Jamen, det gør vi ikke. Vi sidder her med en
masse papir og indhenter udtalelser. Jamen, de voksne, som er
omkring ungerne, samler det sammen på noget nyt papir. Og vi
behøver ikke nødvendigvis se dem eller opleve dem selv.
Interviewer: Det står jo lidt i modsætning til det, I sagde før om,
at der er en overordnet forventning til – i hvert fald hvis det
handler om anbringelse – at I snakker med børnene ...?
Sagsbehandler 4: Der er ingen tvivl om, når vi snakker anbringelse
af for eksempel børn i skolealderen, så er der en klar forventning
om, at vi har en kontakt med børnene. Og det har vi
også i langt de fleste tilfælde ... Men snakker vi om forebyggende
indsats, som jo ofte er rettet mod forældrene, så er det da heller
ikke almindeligt, at jeg har kontakt med børnene ... Men ellers
går det jo oftest via forældrene, og man måler jo så børnenes
udvikling ved dem, der ser børnene i hverdagen.
Der er nogle få undtagelser fra dette generelle billede, hvor sagsbehandlere
tilkendegiver, at de i alle typer af sager etablerer kontakt
med børnene. Disse sagsbehandlere finder kontakten nødvendig i
undersøgelsen, som grundlag for beslutningen om den rette indsats
og for i givet fald at kunne matche barnet med en familiepleje
eller et anbringelsessted. Inden for samme behandlergruppe kan
holdningerne til kontakt med barnet variere fra en opfattelse af,
at man ikke behøver at se børnene overhovedet, til en opfattelse
af, at en bæredygtig kontakt med barnet altid vil være nødvendig.
Så forskellige opfattelser af behovet for børns inddragelse er næppe
ønskværdige. Det kan se ud, som om der er et væsentligt behov
for at arbejde for en mere ensartet praksis på dette område og for
uddannelse og metodeudvikling i samarbejde med børn i forskellige
aldre, med forskelligt temperament og forskellige problemer.
Generelle undtagelser fra dette billede udgøres af de to vignetter
vedrørende unge. I disse sager er alle overbeviste om, at en hovedsamarbejdspartner
vil være den unge. Når sagsbehandlerne spørges
om, hvor de sætter aldersgrænsen for selvfølgeligt at inddrage barnet