Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

22
Sagsbehandlernes forestillinger om inddragelse af børnene
Der er fælles træk på tværs af vignetterne i sagsbehandlernes forestillinger
om, hvordan de vil inddrage de berørte børn i processen.
Det almindeligste er, bortset fra i de to vignetter med unge, at
sagsbehandlerne vil tale med barnet sammen med en anden professionel
eller direkte vil lade en anden professionel overtage en samtale
med barnet. Der er nogle få undtagelser fra dette generelle billede,
hvor sagsbehandlere tilkendegiver, at de i alle typer sager etablerer
kontakt med børnene. Inden for samme behandlergruppe kan holdningerne
til kontakt med barnet variere fra en opfattelse af, at
man ikke behøver at se børnene overhovedet, til en opfattelse af,
at en bæredygtig kontakt med barnet altid vil være nødvendig.
Tilbøjeligheden til at opsplitte ansvaret for kontakten med barnet og
ikke selv at tale med det, men overlade det til andre professionelle,
er næppe i overensstemmelse med forarbejderne til lovgivningen
(Betænkning nr. 1212 af 1990), der understreger, at sagsbehandlerne
skal være “tovholdere”i forhold til barnet og varetage primærkontakten
til barn og forældre.
Et andet fælles træk i sagsbehandlernes udsagn er det sprogbrug, de
anvender, når de taler om samtaler med børn. Der bruges næsten
uden undtagelse ord som, at man vil “forklare barnet”, “meddele
barnet”, “sige til det”etc. Dvs. ord, der signalerer en kommunikation
fra sagsbehandleren til barnet mere end en gensidig dialog.
Den erfaringsbaserede argumentation og brugen af kodeord
I sagsbehandlernes diagnostiske diskussion anvendes sjældent faglige
termer i den forstand, at man refererer til begreber eller teorier
om børns udvikling. Sædvanligvis henviser sagsbehandlere til deres
erfaring, når de skal begrunde et bestemt standpunkt. Det er almindeligt,
at erfaringsbaserede argumenter ikke diskuteres, de står
uantastet af gruppen, også når forskellige erfaringer peger i forskellige
retninger.
Hertil kommer, at der anvendes en række kodeord i den diagnostiske
diskussion. Til disse hører “at se barnet”, “at være usamarbejdsvillig”,
“at være en lille voksen”m.m. Det tilkendegives ikke, hvad
disse og andre formuleringer betyder for det konkrete barn, det