Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

84
Positive tegn, som kan opfattes som negation af de negative tegn, er:
• At forældre selv henvender sig for at bede om hjælp. Det tillægges
positiv værdi af sagsbehandlerne, der opfatter det som
motivation og åbenhed over for samarbejde. Selv små åbninger
fra forældres side i forhold til at indgå i en samarbejdsproces
medfører en mere positiv vurdering af barnets situation.
• Det er også nævnt, at et eksisterende netværk fører til en mere
positiv vurdering af problembilledet, dog med den nævnte modifikation,
at sagsbehandlerne er uenige om, hvorvidt netværkspersoner,
der selv har sociale problemer, udgør et gode for
børnene.
• Endelig fører det til en mere positiv vurdering af barnets situation,
at foranstaltninger ikke tidligere er ydet eller ikke ydet i
tilstrækkelig grad. Nøjagtig den samme situation for børnene
kan således blive forskelligt bedømt, afhængigt af om familien
har modtaget hjemme-hos, familiebehandling m.v. tidligere eller
ikke har det. Det skinner også her igennem, at sagsbehandlerne
har positive forventninger til foranstaltningernes virkninger og
så at sige ’trækker fra’ i bedømmelsen af en sags alvorsgrad, hvis
ikke foranstaltninger har været inde i billedet og haft mulighed
for at virke. Flere formulerer det direkte sådan, at i så fald “skal
familien have en chance”.
Ingen underretninger er et positivt tegn
Til de ovennævnte positive diagnostiske tegn føjer der sig det, at
sagsbehandlerne vurderer en sag mere positivt, hvis der ikke foreligger
underretninger fra professionelle samarbejdspartnere. Man føler
sig i almindelighed overbevist om, at hvis der var noget alvorligt
med et barn, ville man høre fra sundhedsplejerske, daginstitution
eller skole om det, således at ingen eller få underretninger sidestilles
med, at problemerne ikke kan være alvorlige. Dette er dog ikke
uden undtagelser, i enkelte af kommunerne taler man om samarbejdspartnere,
der underretter så sent, at problemerne har fået lov til
at vokse sig store. I Dingwall, Eekelaar & Murrays (1984) engelske
undersøgelse tegner det billede sig, at der hersker en ’regel om
optimisme’ i børnesager, indtil det tidspunkt, hvor andre myndighedspersoner
melder sig med underretninger. Når man så at sige