Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

90
Interviewer: Hvad er du bange for?
Sagsbehandler 2: Vi er bange for at overtræde nogle grænser,
hvor vi bliver udhængt som racister.
Der var i enkelte kommuner en udtrykt uro over for, at de løsninger,
der er til rådighed (specielt på anbringelsesområdet), krænker børnenes
rettigheder efter Børnekonventionen. Der er ikke mulighed for
at respektere børnenes sprog, religion, spisevaner, klædedragt m.m.,
hvilket også kan betyde, at de reelt mister kontakten med biologiske
forældre og slægt. Derudover var der en oplevelse af, at man skadede
børnene mere ved at anbringe dem end at lade dem forblive i meget
utilstrækkelige omgivelser i hjemmet. Konsekvensen, specielt på anbringelsesområdet
var, at man ikke anbringer etniske minoritetsbørn,
med mindre “de store trommer buldrer”, dvs. i ekstreme situationer.
Nedenstående citat illustrerer sagsbehandlernes refleksioner om dette:
Sagsbehandler 1: Jeg har været på et kursus om anbringelse af
etniske børn, og jeg kan godt se, at vi lever jo slet ikke op til,
hvad man egentlig bør. Blandt andet er det halalslagtet kød, og
hvor får man det, hvis plejefamilien ligger 50 km fra, hvor man
kan få de ting og sager? Det er så lidt heldigt, at mine børn fra
X-land, som jeg anbragte i Y-egn, deres mor er hverken religiøs
eller noget andet, og de måtte gerne spise svinekød, og hun går
vestligt påklædt.
Interviewer: Men der er vel stadigvæk sproget?
Sagsbehandler 1: Ja, og det er det værste. Der er ingen modersmålsundervisning
her på stedet, så børnene bliver mere og mere
danske, og den lille kan intet af sit sprog mere. Så det, synes jeg,
er det største problem i den familie. Den store kan en remse, en
børnesang på sit sprog, og lige pludseligt er børnene jo vokset fra
moren. Ja, det er de allerede nu.
Sagsbehandler 2: Jeg kan ikke forestille mig, at denne familie
kommer sammen igen. Moren er psykisk syg, men alligevel er
det meget forfærdeligt, at hun ikke kan tale med sine børn, ikke?