Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

gelse, og de forskellige konklusioner får lov til at stå ved siden af
hinanden. Der er mere tale om en forhandling om, hvis meninger
der vejer tungest, end om en fælles afsøgning af, hvad man ved og
ikke ved om symbiose i almindelighed og anbringelser og symbiose i
særdeleshed. Det er karakteristisk i interviewene, at man forhandler
erfaringer og holdninger mere, end man identificerer usikker viden
og opsøger kundskab på områder, hvor den mangler.
Sagsbehandlere, der vil anvende forebyggende foranstaltninger, peger
i denne vignet først og fremmest på aflastningsfamilie, som i
nogle sagsbehandleres formuleringer har karakter af den tidligere
nævnte “fleksible anbringelse”, idet barnet forventes at være mest
muligt i aflastningsfamilien, uden at det er defineret som en anbringelse.
Dette taler for, at det i realiteten er mere end ni ud
af 10 sagsbehandlere, der ønsker en anbringelse i forhold til den
problemstilling, at en mor er psykisk udviklingshæmmet.
Argumentet for anbringelse er for et flertal af sagsbehandlerne, at
morens forandringskapacitet er dårlig, knap halvdelen begrunder
også anbringelsesønsket med, at drengen har udviklingsproblemer.
Hvad hæfter sagsbehandlerne sig ved?
Hovedbegrundelserne for foranstaltningsvalgene er i nævnte rækkefølge
morens generelt dårlige forældreevne, drengens udviklingsproblemer,
morens psykiske udviklingshæmning og sociale isolation.
Andre mindre hyppigt nævnte begrundelser er, at moren ikke vil
tage mod råd og vejledning, at hun ikke kan udvikle og forandre sig,
og at drengen får for ringe stimulation.
Der er ikke klare mønstre for, hvilke af begrundelserne der fører
til hvilke foranstaltningsvalg. Tværtimod ser sammenhænge mellem
begrundelser for indgreb og foranstaltningsvalg inkonsistente ud
i den forstand, at de relativt få sagsbehandlere, der går ind for
forebyggelse, ofte giver relativt alvorlige begrundelser for dette, for
eksempel morens generelt dårlige forældreevne. Et yderligere eksempel
på, at sagsbehandlerne ikke vælger foranstaltninger, som man
skulle forvente, er, at et stort flertal af de forebyggelsesorienterede
sagsbehandlere lægger vægt på morens begrænsede samarbejdskapa-
117