Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om - SFI

98
implicit antagelse om, at et forhold er specielt uheldigt for et barns
udvikling, for eksempel i en tidlig alder at tage et ansvar og “være
den lille voksne”. Denne antagelse gøres imidlertid ikke eksplicit og
begrundes sjældent med holdepunkt i udviklingsteoretiske eller andre
perspektiver på børns opvækst. Derved får den implicitte faglige
argumentation et “proklamatorisk”præg (Backe-Hansen, 2001).
Såvel de uantastede referencer til erfaringer som kodeordene bidrager
alt i alt til, at bedømmelsen af børnenes situation kan foregå
relativt implicit og unuanceret. 13) Denne stil bidrager også til, at der
ikke stilles krav om at forbinde erfaringer og kodeord med konkrete
detaljer i det specifikke barns situation. Stilen har endelig som
konsekvens, at det ikke altid er indlysende, at sagsbehandlerne taler
om det samme fænomen. Kodeord er efter sagens natur overordnede
og rummelige, og af og til får man som tilhører det indtryk, at
en gruppes medlemmer faktisk lægger forskellige betydninger eller
betydningsnuancer i ordene.
Den lineære tænkning om foranstaltningsrepertoiret
Det er nævnt, at sagsbehandlerne som hovedregel er optimistiske
med hensyn til, hvad foranstaltningerne kan udrette. Det viser
sig ved, at manglende virkninger af en foranstaltning bidrager til
et mere skeptisk syn på familiens udviklingspotentiale. Det viser
sig også ved, at man lader det komme familierne til gode, hvis
foranstaltninger ikke er forsøgt, dvs. at man betragter en given
situation som mindre alvorlig, hvis den ikke har været genstand
for en indsats. Sammenfattende kan dette betyde, at de samme
problemer kan blive opfattet meget forskelligt afhængig af, om
foranstaltninger har eller ikke har været forsøgt.
Dette foranstaltningsoptimistiske syn fører til, at man som hovedregel
tænker i næste foranstaltning, hvis den forudgående ikke
13) Jensen & Johnsen (2000) påviser, at også sundhedsarbejdere anvender
metaforer til at begrunde deres diagnostiske overvejelser og sjældent argumenterer
for deres vurderinger ved hjælp af videnskabelig viden. I det hele
taget opfatter de denne måde at argumentere på som karakteristisk for
de “små” professioner, herunder socialt arbejde, der beskæftiger sig med
meget komplekse problemstillinger.