Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

Udgangspunktet er som nævnt, at de bibelske skrifter er rettesnor for kristen lære og
forkyndelse. Samtidig er det en kendsgerning, at det bibelske materiale er mangesidigt, og at det
samfund, vi lever i, på mange måder er forskelligt fra de samfund, som de bibelske skrifter oprindelig
henvendte sig til. For at tage højde for de problemer, som følger heraf, er det formålstjenligt at
skelne mellem tre trin:
1. Hvordan forstod man oprindelig den konkrete tekst?
2. Hvad er forpligtende i dag?
3. Hvordan overføres og anvendes indholdet af en konkret bibelsk tekst på vore dages
problemstillinger?
Disse arbejdstrin kan ikke adskilles helt, men giver alligevel en struktur over arbejdsgangen.
Ad.1. Man må søge at læse teksterne i deres historiske sammenhæng, og herunder søge at se
den konkrete tekst både i dens umiddelbare og i dens fjernere kontekst. Det indebærer bl.a.
bestræbelsen på at se, i hvilken teologisk helhedsramme den konkrete tekst hører hjemme.
Ad. 2. Der har i tidens løb udkrystalliseret sig en række regler for ret bibeltolkning. Den vigtigste
regel er, at Bibelen er sin egen fortolker. Denne tolkningsregel kan udmøntes i andre regler:
a. Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum. De nytestamentlige tekster skal derfor læses
i lys af de centrale tekster f.eks. det dobbelte kærlighedsbud og Bjergprædikenen, hvor Jesu etiske
undervisning kommer frem.
b. Det Nye Testamente (NT) med centrum i Jesus Kristus udgør kriteriet for, hvad der i Det
Gamle Testamente (GT) har gyldighed. Dette hænger sammen med, at både Jesus selv og NT i
øvrigt understreger, at der er sket et pagtshistorisk brud ved Jesu Kristi komme. Den
gammeltestamentlige åbenbaring er "skyggen" (Hebr.10,1ff.), og sagen selv ligger først klart med
Jesu og apostlenes forkyndelse og undervisning. Åbenbaringen i GT har karakter af foreløbig
åbenbaring.
En anden tolkningsregel går ud på, at man må være opmærksom på de konkrete teksters
karakter og bl.a. sondre mellem beskrivelser af historiske forhold og udsagn af læremæssig karakter.
Det betyder eksempelvis, at de gammeltestamentlige udsagn om flerkoneri (bigami) ikke kan
tillægges læremæssig autoritet. 120
120 ) I den forbindelse må det også nævnes, at Gjesing: Velsign, forband ikke..., Pr.f. Bl. 1994 s. 557f.
fremfører, at kravet om svogerægteskab, leviratsægteskab (5.Mos.25,5-10) i GT fremstår som
43