Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

Såvel i GT som i NT er Guds velsignelse et udtryk for frelsens gaver, der omfatter både
skabelsens og frelsens plan, 146 hvor begrebet velsignelse bruges som udtryk for det eskatologiske
frelsesgode, evangeliet. Det er denne betydningsfylde i velsignelsesbegrebet, som formidles i dåben
og nadveren. I dåben hjælpes vi "til hans velsignelse", som det siges i dåbsritualet, og nadveren
kaldes i 1.Kor.10,16 "velsignelsens bæger". I denne sammenhæng skal også både den aronitiske og
den apostolske velsignelse ses.
Velsignelse som udtryk for Guds velgerninger også i bredere betydning end frelsesgodet rummes
i hans løfter og skænkes mennesker, der lever i pagten. "Velsignelsesords effekt afhænger ... ikke af
deres egen iboende kraft. Deres effekt afhænger i stedet af, med hvilken autoritet og hensigt de
siges, og af de omstændigheder, hvorunder de gælder. Teknisk set hører velsignelsesord hjemme
blandt de såkaldte performative sproghandlinger på linje med dåb, navngivning og løfter. Den slags
ord udfører det, de omtaler, i og med at de nævnes, så betydningen er Hermed fører jeg dig ind
under velsignelse. Performative udtryk hører alene hjemme i klart definerede forhold mellem
afsender og modtager og i særlige situationer. Velsignelsesord skænker det, de siger, efter Guds
hensigt og på hans autoritet. Alligevel virker de ikke magisk..., men må tilegnes i tro". 147
Mennesker kan velsigne hinanden. "I de fleste tilfælde er der dog tale om bønner eller ønsker om
velsignelse for et andet menneske eller blot hilsener". 148 Sådanne velsignelseshandlinger er begrænset
til patriarkernes og Moses' profetiske ord om Israels stammefædre. Bileamhistorien i 4.Mos.22-24
viser, at ingen kan velsigne, uden at Gud tillader det, og enhver må gøre det, når Gud vil det. Et
menneske kan bede til Gud for et andet menneske. Det sker ofte i tillid til givne løfter. 149 Den
bibelske tale om velsignelse er altså ret nuanceret, men velsignelsen bruges ikke i flæng. 150
Sammenfattende kan vi sige, at Gud er al velsignelses kilde, at velsignelsen kan være en
146 ) Ap.G. 3,26; Ef.1,3; 1.Pet.1,3; Rom.15,29; Luk.24,50-52.
147 ) Winther-Nielsen: Velsignelse, s. 20.
Lignende beskrivelse findes hos Kirsten Nielsen: "Det er ord, der skaber, hvad de nævner; men
ikke uafhængigt af hvem der udtaler dem, hvem de henvender sig til, samt hvor og hvornår det
sker" i Prf.Bl. 1996/41, s. 863.
148 ) Ibid. s. 25.
149 ) Ibid. s. 30.
150 ) Jf. 1. Tim. 5,22.
63