Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

- Dernæst består ægteskabsvelsignelsen tydeligt nok i en forbøn for ægteparret. Det er vigtigt at
bemærke, at der bedes for de to ægtefæller som ægtepar og egentlig ikke for deres kærlighed! Det
er ikke de to menneskers kærlighed, der er genstand for velsignelse, men snarere selve ægteskabet
som Guds ordning. I ritualet velsignes ordningen, mens der formanes til kærligheden.
- Endelig ligger der også i velsignelseshandlingen et ønske: "Så velsigne Gud jer til at leve rettelig i
ægtestanden" (1912-ritualet). Dette ønske kommer naturligvis frem i forbønnen, men også i ritualets
forkyndelse af den bibelske undervisning om ægteskabet. Dermed bliver velsignelsen en tilsigelse af
Guds løfte om nåde og fred, en slags 'beslaglæggelse' af det konkrete ægteskab. 154
2.4. Velsignelsen i forbindelse med det registrerede partnerskab
"Hvad er et ægteskab, at det skal velsignes?" spørger Lars Ole Gjesing, 155 og i sin søgen efter et
svar peger han på nogle faktorer, som han finder "velsignelsesmotiverende": den omfattende
kærlighed, "'krisefasens' behov for og anmodning om velsignende ledsagelse", ægteskabs
ansvarspådragelse og - lidt efterhængt - kønsforskellen mellem mand og kvinde. Han konstaterer
herefter, at disse velsignelsesmotiverende faktorer fra ægteskabet også er til stede i et parforhold
mellem to af samme køn (bortset selvfølgelig fra kønsforskellen) og af dette slutter han, at vejen
dermed ligger åben for kirkelig velsignelse af par af samme køn.
Vi finder, at Lars Ole Gjesings metode er fejlagtig, eftersom han overser helheden. Ægteskabet
skal ikke velsignes på grund af en række velsignelsesmotiverende faktorer. Ægteskabet er i
skabelsen udnævnt til at være samlivsformen for mand og kvinde og rammen for familiedannelsen.
Det er denne ordning og 'funktion', der er velsignelsesmotiverende, og den kan ikke flyttes over i en
anden samlivsform, som har nogle lighedspunkter med ægteskabet.
Et dybt følt ønske om velsignelse af det registrerede partnerskab er ikke i sig selv nogen
begrundelse for at meddele velsignelsen. Kirken råder ikke selv over velsignelsen, den er bundet til
Guds ordning og vilje.
Det er blevet anført, at kirken bør velsigne og dermed udsende et signal, der kan modsige de
mange århundreders fordømmelse af de homoseksuelle. Heller ikke dette er noget argument for
154 ) Til dette se nærmere Jørgen Glenthøj: Brudevielsesritualet (Pr.f.Bl. 45/1995, s. 953-961) og
Velsignelsens retstheologiske betydning i Hvad er det at velsigne?, Århus 1996, s. 45-54.
155 ) Lars Ole Gjesing: Velsign og forband ikke I, Pr.f.Bl. 26/1994, s. 545.
65