Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

Boswells tese er, at fra 400-tallet og frem betonedes cølibatet så kraftigt i teologien, at det for
nogle medførte foragt for kvinder. Dette kulminerede, da homoseksualiteten havde en glansperiode i
1100-tallet. Det er derfor først ved 3. Laterankoncil i 1179, at homoseksualitet egentlig bliver
behandlet i kirkeligt regi, mener Boswell. Der sker derefter en mental omstrukturering, hvor jøder,
muslimer, hekse, kættere - deriblandt albigenserne, der var specielt under mistanke for
homoseksuelle aktiviteter - blev gjort til kirkens fjender, som skulle bekæmpes. Derefter følger som
bekendt inkvisition, korstoge mv. Middelalderkirken stadfæster cølibatstanken for præster, munke
og nonner, men på 4. Laterankoncil i 1215 erklæres ægteskabet mellem lægfolk for at være et
sakramente. Fra 1300-tallet blev homoseksualitet fordømt som en af de værste synder.
Boswell hævder, at ritualerne for samkønnet partnerskab nød kirkelig anerkendelse. Det må
siges at være en sandhed med modifikationer. Han fravælger nemlig det synspunkt, at de bibelske
tekster var normativ basis, eftersom han - der er katolik - hævder, at kanonspørgsmålet var åbent,
indtil Tridentinerkonciliets afgørelse i 1546.
Det forekommer også overdrevet at hævde, at der foreligger en kirkelig anerkendelse, blot fordi
der har foreligget ritualer. Til sammenligning kan man sige, at der ikke foreligger nogen kirkelig
anerkendelse, blot fordi der over et tidsrum på 20 år er trykt nogle ritualforslag i Præsteforeningens
Blad.
I Bibelen fremstilles sagen sådan, at ægteskabet er hovedreglen (Matt.19,1-10), men at nogle få
ikke egner sig til ægteskab og derfor må leve i cølibat (Matt.19,11-12). Middelalderkirkens
problemstilling - tvangscølibat contra ægteskab som sakramente - går imod Bibelen. Disse
præmisser ses der spor af i Confessio Augustana art. 23 og art. 27, hvor der argumenteres med
"de som ikke er egnede for cølibat", dvs. mennesker, som retteligt burde leve i heteroseksuelt
ægteskab, men som er holdt i tvangscølibat.
De ting, der var sket i middelalderkirken med tvangscølibat for præster, munke og nonner, forsøg
på at legitimere samkønnede parforhold og en dogmatisk påstand om, at ægteskabet var et
sakramente, ses i nogle af reformatorernes skrifter. Interessant er det, at der i Confessio Augustana
art. 23 henvises til, at cølibatet blev påtvunget de tyske præster i 1100-tallet. Middelalderkirken
opfattede én civilstand, cølibatet, som sideordnet eller rettere overordnet ægtestanden. Det reagerer
pp. x, 115-116, 178-282.
5