Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

Paulus kom som bekendt fra Tarsus, et center for den hellenistiske kultur. Og i det antikke
Grækenland kendte eksempelvis både Platon og Aristoteles til en skelnen mellem medfødt og
erhvervet homoseksualitet. 129 Og Jesus giver i Matt.19,12 udtryk for en lignende sondring, når han
taler om at være uegnet til ægteskab "fra moders liv" og at være uegnet af andre årsager. Både i en
græsk og en jødisk kontekst har man således på nytestamentlig tid haft mulighed for at sondre
mellem medfødt og senere erhvervet homoseksualitet.
Når der tales om, at mændene "optændtes af deres begær efter hinanden", kunne det vel også
tolkes i retning af, at der ikke er tale om ægte heteroseksuelle, som næppe kan optændes af begær
efter andre mænd.
4. Også i forbindelse med Rom.1,26-27 har man fremført tesen om, at det, som teksten egentlig
tager afstand fra, er den homoseksualitet, som forekommer i forbindelse med afgudsdyrkelsen. 130
Hvis det er tilfældet, betyder det, at vore dages homoseksuelle praksis, som ikke er koblet sammen
med afgudsdyrkelse, ikke rammes af Rom.1,26-27. Den nævnte tese er så meget mere nærliggende,
som den bærende tankegang i Rom.1,18-32 er frafaldet fra den sande gudsdyrkelse. Man henviser
også hyppigt til, at homoseksualitet for samtidens hellenistiske jødedom var et klassisk eksempel på
den unatur, som tabt gudskundskab førte til. Nogle har hævdet, at det er homoseksuel prostitution,
som Rom.1,26-27 skulle tage afstand fra. Sidstnævnte synspunkt kan imidlertid afvises med
henvisning til, at kvindelig kultisk homoseksuel prostitution er et ukendt fænomen i antikken. 131
Tesen om, at der i Rom.1,26-27 tænkes på en mere almen sammenhæng mellem hedenskab og
homoseksualitet, kan derimod ikke uden videre afvises.
Alligevel må afsnittets generelle karakter fastholdes, nemlig at de anførte synder er udslag af
menneskehedens frafald fra tilbedelsen af Skaberen, og at homoseksualiteten på samme måde som
den almene seksuelle perversion (v.24-25), den forkastelige tankegang og de usømmelige handlinger
(v.28ff.) må bedømmes som forkert, hvad enten den forekommer i en konkret hedensk kontekst
129 ) Platon, Symposion 191, i: Platon: Werke in acht Bänden griechisch und deutsch, dritter Band,
Darmstadt 1990 s. 277. Aristoteles: Nicomacheam Ethics VII, v (Racham s. 401f.) Se også
kapitel 1 i nærværende rapport.
130 ) Jf. Moxnes: Hedningenes synder?, i Norsk Teologisk Tidsskrift 1993, s. 21f. J. Aagaard: Etisk
argumentation, s. 129-131.
131 ) Lærerrådet ved Det teologiske Menighetsfakultet: Homofili, kirke og samfunn, s. 36.
49