Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

indførelse af kirkelig velsignelse - omend synspunktet rummer et anliggende, nemlig spørgsmålet om,
hvordan kirken får tydeliggjort over for de homoseksuelle, at de har værdi, er elsket af Gud og hører
hjemme i fællesskabet om kirkens Herre, Kristus.
At kirken ikke er i stand til at meddele et homoseksuelt par Guds velsignelse er særdeles tydeligt:
Kirken har ikke noget ord, der kan forkynde, at det registrerede partnerskab er en Guds ordning,
der rummer hans velbehag. Kirken kan derfor heller ikke bede for parret om Guds accept, ligesom
den ikke kan tilsige de to Guds løfte om nåde og fred over deres partnerskab. Det har kirken
ganske enkelt ikke myndighed til. En sådan velsignelse ville være grundløs.
Hverken de norske eller svenske biskopper ser sig i stand til at indføre en kirkelig velsignelse af
registrerede par, men de svenske biskopper har givet et pastoralt råd om forbøn for dem, som har
indgået partnerskab. 156 De understreger, at der ikke er tale om en officiel handling, men om
personlig forbøn. Men også en sådan forbønshandling vil jo være udtryk for kirkens godkendelse af
partnerskabet og vil blive tolket sådan. Derfor må forbønshandlingen betragtes som en tilsnigelse,
der også må forkastes. En uofficiel forbønshandling er nærmest en hyklerisk mellemløsning uden
klarhed og uden hjælp for de homoseksuelle. Hertil kommer, at indførelsen af dette blot vil være et
lille trin på vejen. De ideologisk bevidste fortalere for homoseksuelt partnerskab vil se dette som en
lille indrømmelse og vil fortsætte kampen for fuld ligestilling af ægteskab og partnerskab.
Er homoseksuelle da henvist til at leve uden velsignelse og hjælp fra kirkens side? Nej, bestemt
ikke! Men kirken er ikke i stand til at meddele Guds velsignelse over homoseksuelles samliv, og det
har kirken et ansvar for at sige. Men den har et lige så stort ansvar for at kalde homoseksuelle ind i
menighedens fællesskab af mennesker, hvor hver især har sit at slås med. Kirken kalder os alle til
mødet med Kristus og til at leve af Guds velsignelse, som den skænkes os i ham, og der kan vi få lov
til at leve, som vi er, ikke sådan, at det er vore synder og vor uret, der velsignes, men sådan at vi
som mennesker velsignes til at leve af hans barmhjertighed og tilgivelse og til at stille os ind under
hans gode vilje. Denne bøn om velsignelse og tilflugt til den tilsagte velsignelse i gudstjenesten må for
os alle være forbundet med ydmyghed og bod. Kun således kan vi modtage hans velsignelse over
vore liv.
156 ) Biskopmötet: Pastorala råd angående förbön for dem som inngått partnerskap, Uppsala
(ikke dateret).
66