Kærligheden glæder sig ikke over uretten! - Indre Mission

Kirken har generelt meget lidt kontakt med de homoseksuelle miljøer. I folkekirken er der to
præster, der har kontakten til AIDS-smittede som en del af deres arbejdsområde - én i Aarhus og
én i København. Desuden har en række folkekirkelige organisationer ansat en AIDS-konsulent,
som skal dække hele landet.
Der er dog ingen tvivl om, at kirken i langt højere grad bør være til stede i de homoseksuelle
subkulturer. Skal et sådant initiativ blive mødt med andet end mistænksomhed fra bøssemiljøet og
fra de lesbiske, kan der dog næppe være tale om traditionel kirkelig virksomhed. Det må snarere
være et arbejde på gadeplan, evt. i relation til bøssers og lesbiskes mødesteder på værtshuse,
barer, caféer, parker osv.
På grund af mange bøssers og lesbiskes negative oplevelser med kirken, er det vigtigt, at en
kirkelig indsats ikke bliver opfattet som en trussel, men som en udstrakt hånd. Kirken må fastholde
en klar kristen identitet og samtidig med indføling og imødekommenhed signalere et oprigtigt ønske
om at være til stede med 1) diakoni, 2) sjælesorg og 3) forkyndelse. At arbejdet skal foregå i den
nævnte rækkefølge, er nok temmelig afgørende for udfaldet.
Bøsser, som har fået konstateret AIDS har i særlig grad behov for kirkens opmærksomhed. Når
et menneske har fået konstateret AIDS, udløser det en choktilstand, hvor verden i og omkring den
smittede synker i grus. Samfundet står på sin side klar med hele sit behandlingsapparat, når det er
nødvendigt, og det er godt og rigtigt sådan. Den nære og personlige omsorg for et menneske med en
uhelbredelig og dødbringende sygdom er samfundet dog ikke indrettet til at klare.
Hvor mennesket møder smerte, nød og død må kirken lade Ordets forkyndelse og praktisk
handling gå hånd i hånd. Præsten vil ofte have en naturlig tilgang til AIDS-ramte og deres pårørende
i forbindelse med hospitalsindlæggelser og ikke mindst i den sidste fase ved afskeden med den
døende og ved begravelsesforberedelserne. Kirkens diakoni (både den etablerede diakoni og den
frivillige indsats) må dog være på banen på et langt tidligere tidspunkt gennem bl.a. besøgstjeneste.
Når mennesket på en så radikal måde møder dødens vished, som AIDS-ramte gør, rejser der
sig helt naturligt en række uundgåelige spørgsmål om bl.a. meningsløshed, skyld, lidelse, tro, død og
det evige liv. Her må kirken med frimodighed finde veje til at forkynde det evige livs håb ved troen
på Jesus Kristus, mens vi i respekt for det enkelte menneske lader det afgøre, om det vil lytte til
evangeliet eller blot ønsker menneskeligt nærvær.
Der findes i offentligt regi nogle ganske få pensionater for HIV-positive. HIV-pensionatet er ofte
90