et illiberalt demokrati - hofhr

11
på een gang både værdsætter og ligefrem tilskynder til pluralisme, men samtidig
tilstræber en grad af konsensus, hvilket grundlæggende må siges at være demokratiets
udfordring. Samtidig må det dog indskydes at ideen om konsensus og forestillingen
om, at det rent faktisk er muligt at definere ’det fælles bedste’ rummer nogle
problematiske aspekter, fordi det at tilstræbe en enhed kan betyde at ’fællesskabet’
bliver en nivellerende og repressiv social orden. Målet med et pluralistisk samfund bør
derfor være, lidt populært sagt, at lære at leve med forskelle indenfor rammerne af et
politisk fællesskab.
2.3 Nyhedsmedierne: Med eller modspillere til demokratiet?
Af ovenstående kan i første instans udledes tre relevante principper for en demokratisk
offentlighed, og dermed for demokratiske medier, i nærværende sammenhæng:
Pluralisme, dialog og ansvarlighed. Samtidig er det helt afgørende at den politiske
diskurs, hvorigennem den demokratiske forhandling finder sted, baserer sig på en
kritisk rationel argumentation, hvis overordnede sigte er at generere forståelse og
indsigt.
Dette er blandt andet pointen i Habermas’ offentlighedsideal der samtidig er en kritik
af, hvad der fremstilles som offentlighedens forfald fordi kommercialisering og
kooperativisme mellem lukkede elitenetværk har de-politiseret den offentlige sfære og
forvandlet massemedierne til et instrument for manipulation af masserne.
Konsekvensen er ifølge denne kritik at:
The mass of the population has become a managed resource which is
effectively excluded from public decision and decision making processes,
and from which leaders and parties occasionally seek to elicit, with the aid
of media tecniques, sufficient assent to legitimate their political
programmes and compromises 7.
Hvorvidt Habemas’ ’forfaldsmyte’ er analytisk holdbar, og hvorvidt diagnosen af den
offentlige sfæres forfatning kan udlægges så entydigt, kan diskuteres. Men
problematikken har ikke desto mindre længe været genstand for kritisk teori og
stigende bekymring for mediernes fortsatte demokratiske relevans. Pessimismen er
ikke mindst foranlediget af markedsudviklingens tendenser til monopoldannelser med
7 John B. Thomson 1988:113