et illiberalt demokrati - hofhr

53
fremmest at Milosevic tilsyneladende (ligesom mange politiske analytikere i øvrigt)
undervurderede, og var ude af trit med, udviklingen i den brede opposition.
I overbevisning om at oppositionen var neutraliseret og en sejr på forhånd var
garanteret, udskrev han valg med henblik på at indtage præsidentposten for
føderationen og dermed forlænge sin lederposition endnu en gang. For dog alligevel at
forhindre oppositionen i at blokere for en gennemførelse af valgene ved at boykotte,
sørgede Milosevic for at afskaffe 50 procents-reglen, hvilket blev en vigtig årsag til at
oppositionen netop valgte at deltage.
Den næste konkrete forudsætning var den allerede beskrevne indsats fra oppositionens
side for at skabe et forenet modspil og mobilisere vælgerne. Og endelig var det af helt
afgørende betydning, at Milosevic mistede støtten fra de primære nationalistiske
kræfter – den jugoslaviske hær, den serbiske ortodokse kirke og det serbiske akademi
for kunst og videnskab, som i Kostunica så en arvtager til Milosevics politiske linie.
Tabet af støtte fra disse grupper skyldtes, ifølge ICG, i højere grad Milosevic militære
nederlag end en reaktion mod den militaristiske linie og motivationen for den som
sådan 60.
4.9 Delkonklusion
Det er vigtigt på denne baggrund at fremhæve at valgsejren over Milosevic ikke var
udtryk for et klart og entydigt mandat til en mere progressiv, demokratisk og pro-
vestlig diskurs. Sejren var hovedsagligt udtryk for en fælles konsensus, både
internationalt og blandt de relevante aktører i Serbien, om at udpege Milosevic som
chef-syndebuk. Især i vesten blev Milosevic opfattet som den primære forhindring for
en demokratisering af Serbien, hvorfor den massive vestlige støtte til oppositionen i
Serbien fra 1999 havde ét kortsigtet mål – at fjerne denne forhindring, mens en
nuanceret forståelse af mere komplicerede baggrundsfaktorer og behovet for
langsigtede strategier efter min overbevisning er blevet fortrængt.
Fokuseringen på det kortsigtede mål har på den ene side været årsag til strategiernes
succes i forhold til at afsætte Milosevic, men lagde på den anden side kimen til en
række efterfølgende problemstillinger. Først og fremmest fordi NATO’s
60 ”This loss of support seems to have had much more to do with Milosevics failure to win his wars, than any revulsion at Serbias
bellingerence as such”. ICG: After Milosevic 2001:34