et illiberalt demokrati - hofhr

28
har formået at overleve Balkans ustabile historie giver i sig selv et fingerpeg om husets
stærke rødder og traditioner. Til trods for at den, netop på grund af sin
indflydelsesrige position, var under et stadigt pres fra forskellige politiske kræfter i
Jugoslavien som kæmpede om at få indflydelse på den, formåede avisen, indtil
omkring midten af firserne at bevare sit ry som det frie ords forsvarer.
Den professionelle deroute som allerede er blevet indikeret i det foregående, er på den
baggrund så meget desto mere slående. På ganske kort tid forvandlede Politika sig fra
en mere eller mindre urørlig institution til de fremadskridende nationalistiske kræfters
absolutte spydspids. Mens forvandlingen af de elektroniske medier til
propagandaorganer for regimet var af en mere gennemskuelig karakter, og en direkte
konsekvens af Milosevics magtovertagelse i 1987, var Politika i vid udstrækning det
medie der gødede grunden for denne magtovertagelse 22. Denne redaktionelle
forvandling var første gang blevet synlig i forbindelse med den tidligere omtalte ’Vojko
og Savle’ affære i januar 1987 (se note 12). Der findes endnu ingen detaljeret analyse
af den præcise baggrund for avisens professionelle deroute. Men ud fra, blandt andet,
Aleksandar Nenadovics beskrivelse fremstår den overordnet som en konsekvens af en
personlig holdningsændring hos avisens chefredaktør i firserne Civorad Minovic.
Minovic var ikke udpeget af Milosevic og gav blandt andet i 1985 og 86 udtryk for
stærk antisympati mod nationalistiske anskuelser og kritik af det Jugoslaviske
’broderfællesskab’. To år senere var han vendt på en tallerken og fremstod som en
glødende nationalist og populist 23.
Mens ledelsen tydeligvis var under ekstern indflydelse kan det undre at journalisterne
ikke i højere grad reagerede på anslagene mod den professionelle standard og etik.
Der var spredte protester, for eksempel i forbindelse med ’Vojko og Savle’ affæren,
hvor 67 journalister og 126 kendte borgere underskrev en samlet protest. Men i følge
Mark Thompson var det først i 1990 at medarbejderne for alvor protesterede mod
den redaktionelle ledelse. Det der fremkaldte denne reaktion var bemærkelsesværdigt
nok ikke relateret til avisens nationalistiske dagsorden, men skyldtes en fordrejet
dækning af en oppositionsdemonstration 24. Med denne pointe fremhæver Thompson
at forsvaret af professionelle standarder var adskilt fra spørgsmålet om den
nationalistiske dagsorden. Dermed antyder han, at der blandt journalisterne i
22 Hvor Milosevic ’kuppede’ sig til magten i det serbiske kommunistpartis centralkomite ved at gøre
Kosovoserbernes situation til en national ’hastesag’, og dermed blev Serbiens øverste leder. Herefter gik han i gang
med ledelsesmæssige udrensninger i de væsentligste medier og sørgede for at indsætte loyale støtter på de ledende
poster.
23 Se Aleksandar Nenadovic 1996 for en detaljeret gennemgang af Politikas forvandling.
24 Mark Thompson 1999:64