et illiberalt demokrati - hofhr

52
omgang ud til at have styrket Milosevic. NATO’s brug af militær magt kom bag på
alle serbere og vakte stor frustration og vrede også blandt de traditionelt pro-vestlige
progressive kræfter. Der var blandt disse en udbredt følelse af at være blevet dobbelt
forrådt: På den ene side fordi de selv samme nationer som i mange henseender
dannede forbillede i den ikke-voldelige kamp for menneskerettigheder nu pludselig
benyttede disse menneskerettigheder til at legitimere anvendelsen af vold. Følelsen af
at mange års arbejde for demokrati var spildt, blev blandt andet formuleret af Milan
Nikolic fra Center for policy studies i følgende udtalelse ”It will be extremely difficult after the
NATO aggression to advocate models of democracy of those countries that sent bombs our way” 57.
Den anden side af forræderiet lå i at bomberne mod Serbien forstærkede patriotismen,
og gav regimet en undskyldning for at sætte hårdere ind mod oppositionen end
nogensinde før. Regimet gjorde i stigende omfang brug af den undertrykkende
lovgivning, som var blevet gennemtrumfet i ly af undtagelsestilstanden med henblik
på at knuse de vigtigste platforme for kritisk aktivitet: Medierne og universiteterne 58.
Desuden var anvendelsen af rå politimagt blevet hverdagskost. Politiet arresterede
eller gennembankede næsten dagligt Otpor-medlemmer, og enhver der vovede at
hæve stemmen mod regimet gjorde dette med risiko for sin egen sikkerhed.
Fra omkring 1999 var Serbien med andre ord meget tæt på at være et rendyrket
diktatur, og Milosevics jernhårde greb om magten fik de fleste analytikere til at
vurdere, at hans magtposition var urokkelig. Men selvom krigen i første instans havde
skabt en patriotisk opbakning til Milosevic, fasede denne efterhånden ud igen og
opposition til regimet ekspanderede atter. Det skyldtes blandt andet regimets
anvendelse af åbenlys magt overfor, og undertrykkelse af, politiske modstandere
(serbiske medborgere); krigens og de internationale sanktioners forværring af den i
forvejen udpinte økonomi; den stigende arbejdsløshed; flygtningestrømmene; og
landets generelle isolation fra omverdenen. Alt dette bidrog til voksende frustrationer
over landets politiske ledelse samt til en følelse af, at man ikke længere havde noget at
miste 59.
Mens ovenstående udgør den helt generelle baggrund for, at det lykkedes at vælte
Milosevic, kan der desuden peges på en række helt konkrete forhold som gjorde en
forholdsvis ublodig elektoral revolution mulig i vintermånederne 2000: Først og
57 Citeret i Jelena Subotic: A challenge for Serbian Civil Society: The Death and Rebirth of the Human Rights Movement.
Carnegie Council on Ethics and International Affairs.
58 Forfølgelse af pressen toppede den 9. maj 2000, hvor politiet med henblik på at forhindre dækningen af en
demonstration på en gang arresterede 25 journalister. I alt blev 40 journalister anholdt eller forhørt alene i maj
måned. Media Center Research Team, Belgrade (2000) A media portrait of Serbia – Life in repression.
59 Jelena Subotic: A Challenge for Serbian Civil Society: The Death and Rebirth of the Human Rights Movement. Carnegie
Council on Ethics and International Affairs.