et illiberalt demokrati - hofhr

33
mere end et parti, i ordets almindelige forstand, det fungerede snarere som ”a state-
dependent agency of power” 31. SPS’s egenhændige fastsættelse af spillereglerne betød
således at oppositionen på forhånd var garanteret det store nederlag den led i
forbindelse med afholdelsen af de første valg. Samtidig lagde dette indledende
nederlag i vid udstrækning grunden til mange af oppositionens efterfølgende interne
problemer og manglende selvsikkerhed.
4.1 Karakteristik af den politiske opposition i
1990erne
At den demokratiske transitionsproces i Serbien blev forsinket med mere end ti år kan,
som Florian Bieber pointerer, ikke alene forklares med regimets semiautoritære
karakter. Til trods for regeringens omfattende kontrol med medierne, økonomien og
vitale dele af statsapparatet eksisterede der stadig en lovlig politisk opposition der også
havde mulighed for at stille op til parlaments- og præsidentvalgene. En del af
forklaringen på ’det tabte årti’ i den serbiske transition til demokrati bør derfor blandt
andet kunne lokaliseres til en række aspekter ved oppositionen selv.
Anlæggelsen af et sådant perspektiv kan desuden være med til at øge indsigten i
baggrunden for mange af de udfordringer Serbien konfronteres med i den nuværende
transitionsproces, også i relation til medieudviklingen.
Antiparlamentarisme og anti-participation.
Dubravka Stojanovic peger på, at politisk konflikt og opposition i Serbien altid er
blevet betragtet som en trussel mod selve statens eksistens, hvorfor de eneste
konfliktløsningsmekanismer har været udøvelse af magt samt undertrykkelse og
eksklusion af enhver form for politisk opposition fra de institutionelle magtstrukturer 32.
Dette definitoriske træk ved serbisk politik blev allerede formuleret i 1906 af
oppositionslederen Ljube Davidovic som skrev at: “Politiske opponenter betragtes som fjender
af staten; alle nødvendige midler må anvendes imod dem” 33. Til trods for den formelle
indførelse af politisk pluralisme i Serbien i 1990 var denne grundlæggende opfattelse
fortsat fremherskende i relationen mellem regime og opposition 34. I yderste instans var
midlet direkte anvendelse af voldelig magt, som i marts 91, hvor militære tanks blev
sat ind mod den første store oppositionsdemonstration, eller andre former for fysisk
vold mod regimets kritikere, herunder journalister fra de kritiske medier.
31 Thomas 1999:422
32 Stojanovic, 1996.
33 Citeret i ibid.
34 Således var ’forræder’ en af de hyppigst anvendte termer for hvem som helst der udtrykte uenig med ’folkeviljen’.